Tag Arkiv: Træning

Farvel fedt – goddag påskeferie!

Mon de havde mig i tankerne, da trøjen blev produceret? 😉

I torsdags oprandt den længe frygtede dommedag for projekt “jeg-vil-kunne-passe-mine-kjoler-igen” – Scheisse! Min første måned i sundhedens tegn gik bragende godt med grøntsager i stride strømme og en masse lækker motion. Men hov, pludselig røg jeg i med et brag! Kager og alkohol kæmpede en brav kamp for at charme sig ind på mig igen, og min rygrad bøjede sig mere og mere som dagene gik.. Jeg holdt dog stadig ved motionen, for jeg har altid nydt at ryste dunken, men de kloge siger jo desværre, at 70% af et vægttab afhænger af kosten 🙁 Derfor var jeg lettere skeptisk, da jeg hoppede på vægten i torsdags efter 14 dages dårlig samvittighed..

Min kusine og jeg satte både æren og en biftur på spil, da vi tilbage i starten af februar væddede om, hvem der kunne tabe mest i fedtprocent pr. 26/3, og nu kan jeg afsløre, at jeg desværre tabte væddemålet til min seje og vedholdende kusine, MEN jeg kan til gengæld glæde mig over at have tabt 3 kg fedt og min fedtprocent har rykket sig fra 29% til 25,8%, så det var et bedre resultat end jeg havde turdet håbe på 🙂 Min slaskede krop har endda taget næsten et kilo på i muller, så der sker da et eller andet (selvom jeg ikke kan se det). Mon mormorarmene snart bliver nedkæmpet?

Resultatet af bodyanalysen gav mig heldigvis blod på tanden, så nu har vi aftalt en ny vejning om et par måneder. Hvad skal vi mon vædde om denne gang? En ny bikini? Puha, jeg er altså ikke fan af, at det snart er badesæson, men forhåbentlig ryger der lidt af topmaven inden da! Forleden var der forresten også en tidligere klassekammerat, som troede at jeg var “i lykkelige omstændigheder”, så der skal vist snarest ske noget med den sukkerglade dunk. Jeg måtte da også skuffe ham med at meddele, at det altså bare var en mad-baby, haha.. Fandens! 😀

Nåh, nu vil jeg se at komme op af de lune dyner! Jeg starter en længe ventet påskeferie ud med at hjælpe min mor i en genbrugs i Silkeborg, så det skal nok blive hyggeligt! Mon jeg kan opstøve en kjole derinde med god plads til topmaven? 😉

God weekend derude! Har I mon spændende påskeplaner?