Tag Arkiv: Sundhed

Date night

image

4 måneder med denne flotte fyr 🙂

I anledningen af 4 smukke kærestemåneder, havde jeg i går inviteret Jeppe på surprise date night, som bød på store burgere på Sharks Diner (smous!) og derefter et smut i Øst for Paradis, hvor vi var til premiere på The Revenant. Øst for Paradis er en lille hyggelig biograf, som jeg ikke har besøgt i mange år, men jeg nyder at præsentere Jeppe for nye steder i smilets by, så vi skulle da lige prøve det af😊

I biffen blev vi modtaget med velkomstdrinks, og så fik hele salen endda et lille oplæg om filmen, inden den blev skudt i gang, og generelt var stemningen dejligt afslappet. Jeg elsker de små charmerende biografer, meeeeen Cinemaxx kan nu også et eller andet med deres kæmpe skærm og lækre lyd😉

Jeg vidste ikke så meget om filmen, udover at den er nomineret til flere Oscars, men jeg vil da også starte med at udbryde: Wauw, en vild film! Egentlig vil jeg helst ikke afsløre for meget af handlingen, men jeg kan dog afsløre, at omgivelserne er dybt fascinerende, effekterne sindssygt flotte, og så spiller Leonardo Dicaprio bare latterligt godt! Han får vist brugt noget nær de ni liv i filmen, og især kampen mod en brun bjørn fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Jeppe havde mig næsten siddende på skødet det meste af filmen, men jeg hørte pudsigt nok ingen klager😉

Selvom jeg ikke har stor filmforstand, synes jeg sgu alligevel, at det er på tide, at Leo får en Oscar i hus for den præstation. Det undrer mig stadig, at han ikke vandt for “The Wolf of Wall Street”, men forhåbentlig tager han revanche i år. Skal I også se The Revenant?😊

På trods af burgere og bif-tur prøver jeg stadig at få fuld sving i projekt sund start på 2016. Det går også skide godt med at få spist sund aftensmad (ret nemt, når Jeppe er en ørn i et køkken), men jeg er jo stadig lidt af en sukkergris, så det holder altså hårdt med at sige nej til kage og slik. Nu vil vi i stedet forsøge os med en sund fredag aften med mørbrad, grøntsagspasta, dyner i sofaen, afslapning og X-Factor, og så er jeg forhåbentlig fuld af energi til håndboldkamp og efterfølgende tidtagertjans i morgen!💪🏻

Kan I nu have en rigtig fantastisk weekend, allesammen! – Med eller uden snolder😉

 

Farvel kolde løbemås!

Hyggehytten(1)Først et bette jubelbrøl herfra! Mit nye webshopdesign er endelig i luften, og det bliver fejret med gode tilbud til en sund start på året. Resten af januar er der nemlig -20% på alt fra Kari Traa*, samt -30% på proteinpulver og barer fra Nutramino. Jeg kan vel umuligt være den eneste, som har fået sværere ved at få øje på mine fødder her efter julegildet? 😉 Damn you, julesovs!

Til jer som ikke orker mere januars-helsesnak, kan jeg dog også glæde jer med, at rabatkoden “TENOFF” giver 10% på alle ordrer indtil d. 16/1 🙂 Rabatkoden kan i øvrigt også kombineres med udsalgsvarer.

Jeg har selvfølgelig også selv investeret i smukt nyt træningstøj, for man skulle da være et skarn, hvis man ikke selv benyttede sig af gode tilbud! 😉 Det er egentlig sjovt, at noget så simpelt som nyt træningstøj kan motivere mig til flere løbeture, men det er jo bare med at bruge alle beskidte tricks, når løbeskoene har stået stille lidt for længe. Her er mine nye motivationsfaktorer:

  • Mine nyerhvervelser :)

    Mine smukke nyerhvervelser 🙂

    Ida tights – Jeg har længe haaaadet vinterløb, fordi jeg bliver så forbandet kold på skankerne, så nu har jeg investeret i et par tights med vindtætte paneler til at holde de store muskelgrupper varme. De ser også ud til at gå godt op over dunken, så jeg satser på, at de er et hit!

  • Ulla hipsters i 100% merinould – Min mås bliver altid iskold, når jeg løber, så nu skal den kolde mås bekæmpes! De kloge siger vist også, at man bliver mest kold der, hvor man har mest fedt, så det giver vist fint mening 😉 Jeg satser på, at de kære Ulla hipsters, og udsigten til en varmere mås, giver større løbeglæde 😉
  • Myrblå tights – Lange, sorte tights kan man aldrig få nok af! Jeg har dårlig erfaring med træningstights i andre farver end sort, da både tissekone-område og mås åbenbart sveder mere end resten af min krop, og det ser bare ikke særlig charmerende ud med mørke skjolder i de intime områder 😉 Jeps, jeg har altid været en charming lady! Egentlig er det pudsigt, at røven både er det sted jeg fryser og sveder mest. Mærkelige mærkelige krop!
  • Butterfly top – Jeg bruger altid de bløde Butterfly toppe som inderste lag, når jeg løber. De ruller ikke op, som jeg oplever at mange andre modeller gør, og denne udgave er dejligt lang, så den forhåbentlig også kan skærme for den kolde vind.
  • Farvestrålende hårelastikker – Jeg har altid et hyr med at få styr på mit garn med spænder, hårnåle osv., så nu vil jeg prøve noget nyt. Farverne er i hvert fald ikke til at stå for!

Nu må den kære postmand gerne snart komme med de nye lækkerier til mig, så jeg for alvor kan få gang i futterne igen. Jeppe og jeg passer pt. hus i Højbjerg for en kollega, og det passer faktisk med, at der er præcis 5 km hjem fra jobbet, så nu er det bare med at medbringe løbegrejet på job, så bener’n ikke går helt i stå 🙂

Tænker I også i sundere baner her i januar? 🙂

*Jeg må hellere lige indskyde, at der er godt run på salget af Kari Traa, så nogle størrelser kan desværre allerede være udsolgt 🙂

Sukkergrisens udfordringer

Hvem melder sig frivilligt? ;)

Hvem melder sig frivilligt som føde? 😉

Normalt har jeg enten kjole eller nederdel på hver evig eneste dag, men grundet gårsdagens dårlige vejr, var jeg så frisk at hoppe i et par smart-i-en-fart-jeans fra morgenstunden af. Eller det vil sige: jeg TROEDE, at jeg hoppede i et par jeans, men af en eller anden grund, var de så uenige med mig, at de pure nægtede at lukke sig.. Satans!😳

Fordelen ved de sædvanlige strømpebukser er, at de udvider sig så herligt, når dunken bliver straffet lidt ekstra, men man må sige, at jeans er noget mindre humane! Hvem behøver en vægt, når man kan tage jeans-testen hvert halve år?😉

Egentlig er det også fair nok, at min krop begynder at miste pusten, for de sidste par måneder har jeg indtaget slik og/eller kage dagligt(!), så en eller anden dag måtte hammeren jo falde. Og av, det slog hårdt på hende sukkergrisen!

Jeg har faktisk altid troet, at jeg ville blive pisse tynd, når jeg fik en kæreste, da jeg jo sparer alle de lumske alkohol-kalorier, som plejer at blive indtaget i den ugentlige nattejagt efter den eneste ene, men der blev jeg dæl-dytme snydt! Måske kunne det dog også handle om, at jeg søndag efter søndag havde det så piv-ringe, at jeg stort set aldrig spiste noget, og dermed gik kalorieregnskabet nok op? 6-1 kuren for singler kan anbefales!

Et wake up call er dog også sundt engang imellem, så nu hapser jeg sgu en uge (måske to?) uden slik og kage. Bum! Jeg er nu på tredjedagen, og har allerede sagt nej til generøs uddeling af æblekage, småkager og Carte D’or, samt sejret i at ignorere vores altid fristende bøtte med “Lossepladsen” på jobbet. Så langt, så godt! Hovedet trykker lidt, men ellers har jeg indtil videre undgået de vilde cravings.

Jeppe tvivler dog på, at mine ekstra kilo har noget at gøre med mit sukkerindtag, men nok nærmere generelt mit abnormt store indtag af mad. Muligvis gav jeg ham også lidt af et chok i søndags, da min morgen startede ud med skyr + banan + æg + 6 skiver franner + 2 boller. Måske har han alligevel fat i et eller andet, men jeg er altså ikke vokset op med at levne noget på tallerkenen, så det med mængderne er en større udfordring for mig.

Derfor starter jeg nu blidt ud med at sige lidt farvel til mine elskede kompagnoner: hr. slik og fru kage, og det kan vel aldrig skade 😉 Det kan godt være, at jeg hældte to liter sovs ned til den kære and i går aftes, men i det mindste sagde jeg nej tak til Carte D’oren 😉 Man skal jo starte et sted!

…Det bliver vist heller ikke i morgen, at jeg får klemt mig i cowbøjderne!