Tag Arkiv: Shopping

Påskeferie!

image

Glad pige klar til påskeferie!

Yes yes yes! Endelig blev det min tur til at påske-juble! Efter nogle lange dage på jobbet, hvor jeg har følt mig som Palle alene i verden (eller i hvert fald bare på VUC Aarhus), kan jeg nu endelig springe ud i solskin og påskefrihed. Tre dejlige, velfortjente feriedage er længe ventet☺

Vi flyttede ind i den nye hyggehytte i lørdags, og det begynder allerede at ligne et hjem (og de trætte flytteben er ved at komme sig igen😁). Okay okay, der står stadig lidt flyttekasser hist og her, og opvaskemaskinen mangler stadig at blive monteret, men vi nærmer os bestemt at have et beboeligt hjem. Jeppe er heldigvis dejligt handy og effektiv, så det er vist bare et spørgsmål om tid, før det hele spiller👌🏻

Vi har heldigvis samme smag i møbler og diverse nips-sager, så det har været piece of cake at indrette vores nye hjem. Dog har jeg nok lidt flere planter på hjernen end Jeppe, men han har da accepteret det, når jeg er gået på rov i IKEA’s planteafdeling, hihi.. Jeg glæder mig til at vise den nye Hyggehytte frem for jer, når det værste flytterod er af vejen😊

I søndags fejrede Jeppe og jeg i øvrigt, at vi har været kærester i et halvt år, og i den forbindelse fik jeg det fineste dørskilt af ham i gave. Så nu er det indgraveret i “guld”, at hr. og fru Danmark bor i den nye hyggehytte sammen. Det er fantastisk! Vi fejrede dagen med brunch, IKEA-tur og et ordentligt læs running sushi på Oishii sushi i Nørregade. Det kan virkelig anbefales! Min eneste “kritik” er, at der var for få maki-stykker med mango i, haha😄 Besværligmås! Alt i alt havde vi den dejligste dag, på trods af manglende mango, haha😉

Påskeæg til jer

"Påskeæg" fra mig til jer :)

“Påskeæg” fra mig til jer 🙂

Påsken og den nylige indflytning skal selvfølgelig fejres, så jeg vil gerne forkæle jer med lidt “påskeæg” i webshoppen lige nu😊 Ved at købe udvalgte produkter fra House Doctor og Bloomingville, får I derfor et ekstra produkt med gratis. Hvem ved – måske er I også på jagt efter lækre sager til boligen? Her er mine påskeæg til jer:

Derudover er de lækre brand Purelime netop kommet online, og der er derfor -50% på de farvestrålende Purelime Move sko, samt deres sports-bh med kompression, som blev testvinder i iForms sports bh test i 2013. Den skulle være særligt god til en stor barm – eller sagt på godt dansk: et ordentligt yver😜

Påskeæg og 50% på Purelime gælder så længe lager haves, så tøv ikke for længe😊

Kan I nu have en rigtig god påske! Jeg vil nyde den med udpakning, oprydning, en enkelt påskefrokost, et par løbeture (forhåbentlig i solskin) og en masse hygge med ham den dejlige❤

 

 

Der ryddes ud i Hyggehytten

Klar til ny Hyggehytte😊

Klar til ny Hyggehytte😊

I tirsdags fik vi nøglerne til vores nye Hyggehytte (yay!)😄👍🏻 Flyttefolket kommer i morgen, og jeg begynder for alvor at få ryddet ud i skabe, skuffer, møbler og dullegrej, så vi ikke skal slæbe en masse unødvendigt “crap” med os ind i vores nye, fine hyggehytte.

Det kan være svært at sige farvel til ting, man engang har holdt af, men nogle gange må man indse, at det nok aldrig bliver brugt, hvis det har samlet støv i et år eller mere. Så jeg har taget arbejdshandskerne på, og er for alvor i gang med at proppe ting på det dersens smarte DBA.

I første weekend af april har jeg også bestilt en stand med en god veninde til Megakup på Godsbanen, hvor jeg for alvor skal sælge ud af mine mange fine kjoler. Nu er det slut med at have kjoler hængende, som enten er for store eller for små – basta!😊 Okay okay, de fleste er jo nok blevet for små… – Hvilket ikke er så mærkeligt!😁

I lørdags var jeg nemlig som tidligere nævnt til InBody-måling i FitnessWorld. Det gik… Hmmm… Som forventet (desværre). Hyggen har sat sig på mig, hvilket betyder, at 9 kilo er kommet snigende på blot et år (og kun 400 gram af disse er større muller). Jeg er egentlig ikke chokeret, da jeg jo godt ved, at der er gået ekstra hygge i den, og vi har det fandme også dejligt! Heldigvis panikker jeg ikke, men 9 kilo er alligevel noget af en motivationsfaktor. Wauw! Hvor er det dog heldigt, at jeg elsker motion (men knapt så heldigt, at jeg også elsker sovs).

Nåh, jeg hører vist løbeskoene kalde i det fjerne! …Og sovsen, som prøver at overdøve dem😉

Og så et lille forårstip som afslutning: Har I nået at deltage i min bette forårskonkurrence om et gavekort på 500 kr. til min webshop? I finder konkurrencen her 🙂 Vinderen findes allerede på søndag!

Weekend i Hamborg

To kærlighedsbøffer på tur❤️

To kærlighedsbøffer på tur❤️

Nu er det snart et par uger siden, at vi vendte hjem fra en lækker kæresteweekend i Hamborg, så jeg skal da selvfølgelig have smidt lidt Hamborg-tips i jeres retning👍

Først og fremmest: tuuuuusind tak for jeres mange gode ideer til, hvad man kan give sig til i byen i mit tidligere indlæg. Dette indlæg bliver et mix af jeres gode råd og vores egne oplevelser😊

Vi nåede desværre ikke at opleve så meget, som vi havde håbet, men det er jo en god undskyldning for at vende tilbage til byen igen 🙂

Pt. har vi dog store planer om, at der skal spares op til en lidt længere rejse til østen i næste omgang, så der skal nok spares lidt på diverse weekendture det næste stykke tid 😉 Vi har jo også en flytning lige om hjørnet, som koster et par dollars eller tyve!

Radisson Blu Hotel

Klar-parat-Hamborg!

Klar-parat-Hamborg!

Det er nok ikke den store hemmelighed, at jeg vælger hotel efter anmeldelserne af morgenmadsbuffeten, og vi blev IKKE skuffede på Radisson Blu Hotel! Udvalget bød blandt andet på friskpresset juice, rødbedeshots, varmrøget laks, croissanter, Nutella, spandevis af bacon og en masse lækkert brød. Det eneste der skuffede var pandekagerne, men jeg fik også en af de sidste, så måske var den blevet lidt tør af den grund😉 (Hip hurra for at sove længe!)

Beliggenheden var perfekt, og ligeledes var hotelværelset, som havde en skøn udsigt over byen (vi boede på 10. etage ud af 26). Eneste minus var, at hovedpuderne var lidt slatne, så medbring evt. selv hjemmefra, hvis I overvejer hotellet😉

På 2. etage var der fitness faciliteter til fri afbenyttelse, men vi havde mere travlt med at ligge i sengen og æde snolder eller shoppe, så ingen sved på panden i denne omgang😉

Shopping

Nye løbesko til mutter!

Nye løbesko til mutter!

Vi fik ikke shoppet det vilde (den kommende flytning har udtømt pengepungen), men vi fik da luret lidt hist og her😊 Vi startede tysklandsturen ud med at tage forbi det store Designer Outlet i Neumünster, hvor jeg hoppede fra den ene sportsbutik til den anden, og fik et par nye løbesko hjem til sølle 300 bobs👍 Jeg er ikke det store mærkedyr i hverdagstøj, som der ellers var et stort udvalg af, men jeg bliver nemt fristet af lækre sportsbrands, så det var turen værd😊

I Hamborg var vi et smut forbi Europa Passage, som er et stort shoppingcenter lige ved Alster søen. Centeret er som de fleste andre større shoppingcentre, men kig endelig forbi den nederste etage, som er fyldt med lækre madboder fra alle verdenshjørner. Det er et oplagt sted at nappe en frokost og vi ærgrede os derfor over, at vi kom forbi med dunken fuld😊

Spisning

Burgere på "The Bird"😊

Burgere på “The Bird”😊

I fornemmer vel allerede et tema for dette indlæg: mad!😛 Det vigtigste formål med weekendture er efter min (og heldigvis også Jeppes) mening, at man skal have en masse lækkert at spise – udover at nyde en masse kærlighed og afslapning❤️😊

Turen blev selvfølgelig(!) startet med bravour i Fleggaard, hvor vi kastede voldsomt mange kalorier i vognen – yum! Det er jo det rene slaraffenland for hende sukkergrisen!😍 Nåh, kroppen har jo desværre brug for andet end hvidt sukker, så da vi ankom til Hamborg, gik den ville jagt efter noget lækkert at æde😛

Fredag aften var vi til koncert med Mads Langer på spillestedet Gruenspan, og efter mange anbefalinger gik vi efter koncerten på jagt efter et par snaskede burgere på “The bird”. De høje forventninger var ikke til at skyde igennem, da vi ankom kl. 22!😊 Jeg tror dog, at vi ventede i næsten en time med rumlende maver, og det havde vores tålmodighed det lidt hårdt med, så alt i alt var vi en anelse skuffede. Jovist, burgerne var skam ganske udemærkede og der medfulgte en kæmpe bunke pommes til, men jeg synes bare ikke heeeeelt, at de var ventetiden værd. Næææh du – burgere fra gode gamle Sharks Diner ved busgaden i Aarhus er altså ikke sådan at hamle op med😉 Hvis I besøger “The Bird” har jeg altså dette vigtige råd: ankom til stedet før sulten indhaler jer😉

Vi havde også fået anbefalet mange lækre restauranter som skulle servere store, saftige bøffer (bl.a. Bullerei og M[eatery]), men der var desværre fuldt booket begge steder. Derfor endte vi i stedet på Blockhouse, som var en ganske udmærket plan b til rimelige penge👍 Blockhouse er en kæde, som man støder på overalt i Hamborg, men det føles heldigvis ikke som en “samlebåndsservering”😊

Flere smovse-steder nåede vi desværre ikke at udforske, for 1-2-3 og så var det pludselig søndag😔 Øv! Næste gang napper vi altså lige en fridag ekstra, så vi ikke går glip af nogle lækkerier😉