Tag Arkiv: Selvudvikling

Goddag hverdag

image

Solbriller indenfor er det nye på VUC Aarhus!

Så er hverdagen startet igen med job, alt for korte weekender og pisse hamrende få timer i døgnet. Jow jow, det er da skønt at se kollegerne igen, meeeeen en ekstra uges ferie havde altså ikke skadet frøken hyggefis 😉 Dumme voksenliv, altså!

VUC Aarhus, hvor jeg arbejder, er netop rykket ind på den gamle Ingeniørhøjskole, så vi arbejder pt. i lettere kaotiske tilstande med håndværkere overalt. I går fik vi dog eeeendelig sat gardiner op, så jeg ikke længere skal være en stegt gris mellem kl. 9-12 hver dag, så der sker da fremskridt! Pyha, det har altså været en hed start på ugen, og det føles en anelse fjollet at sidde med solbriller på indenfor 😀

Men for fanden, hvor ville jeg dog ønske, at solbrillerne skulle luftes på Smukfest i stedet! Det er noget mug, at jeg ikke fik en billet i hus inden det var for sent, for det skærer i hjertet at se livedækning på DR3 fra festivallen 🙁  Hold nu kæææææft, hvor ser det fantastisk ud (som det plejer)!

I et panikanfald forsøgte jeg forleden forgæves at skaffe mig en fredagsbillet, men må nu desværre give fortabt, så i stedet vil min veninde og jeg nøjes med at drible mod Tivoli Friheden i aften, hvor der er koncert med Stine Bramsen. Planen er, at vi starter ud med grill og rødvin, og vupti! – Så er grundlaget jo hurtigt skabt for en skøn aften 🙂 Jeg vil dog sende mange tanker til alle I heldige labaner, som nyder festen i bøgeskoven. Haps lige en vodka-juice for mig, ik’? 🙂 Jeg må da vist hellere begynde at spare op til næste års billet, så jeg ikke skal sidde og ærgre mig igen i 2016 😉

Back on track

Forsøger at nedkæmpe sommerkiloene..

Forsøger at nedkæmpe sommerkiloene..

Sommerferien er slut, og jeg fik på blot tre uger konsumeret imponerende mængder is og en masse lækkert hvidt brød. Ups! Uden pis: Jeg tror virkelig, at min livret er hvidt brød med smør – smovs! Ingen fine fornemmelser her 😉 Mine stakkels kjoler er dog ikke helt enige i, at kulhydrater er “the shit”, så der sprænger sgu snart nogle syninger, hvis ikke jeg strammer mig lidt an med kost og motion igen. Pis og lååååård!

Pt. forsøger jeg at holder sukkerfrie dage hver anden dag (man skulle jo nødig starte for hårdt ud!). Planen er, at det skal ende med 5 sukkerfrie dage om ugen, men jeg tager det altså lige et skridt af gangen, for jeg skulle jo nødig gå i choktilstand 😉

Jeg må nok også hellere se at komme af sted til noget styrketræning igen snart, men jeg har godt nok svært ved at motivere mig selv. Styrketræning siger mig bare ikke en døjt, men heldigvis har jeg da holdt løbeformen ved lige i løbet af ferien. Det er dog også det eneste, jeg kan prale af 😉

foredragForedrag d. 8/10

Som en afslutter på dagens indlæg, får I lige en bette sidebemærkning med på vejen: Billetterne til mit foredrag på Åby Bibliotek er netop sat til salg, og jeg har ladet mig fortælle, at halvdelen af billetterne allerede er røget(!), så derfor skal I nok se få fingeren ud, hvis I også vil se mig svede tran over at skulle fortælle historien om mit livs mest tossede idé: deltagelsen i Gift ved første blik 😉 Billetter kan købes her.

Puha, nerverne sidder allerede udenpå tøjet nu, og det gør sgu ikke nervøsiteten mindre, når folk skriver, at de glæder sig til det. Jeg ved godt, at de selvfølgelig skriver det for at gøre mig glad, men nøj, hvor kan man da blive nervøs over sådan noget!

Jeg er dog så småt begyndt at tage hul på forberedelserne, så forhåbentlig bliver nervøsiteten mindre, efterhånden som jeg føler mig bedre forberedt. Farvel komfortzone (igen igen)!

Politikfri zone, tak!

Gratis roser er top dollar!

Gratis roser er top dollar!

Så er valgkampen skudt igang, og jeg fik skam lige krejlet mig til en gratis rose i går fra selveste hr. Wammen 🙂 Okay okay, egentlig samlede jeg bare staklen (rosen, ikke politikeren) op fra fortovet, men derfor kan man vel godt smile alligevel 😉

Men puha, hvor er der altså lang tid til valget d. 18. juni! Og nej, det er ikke fordi, at jeg klapper i mine små hænder af begejstring, og ikke kan vente til valgflæsket bliver serveret (eller jo, udsigten til et lækkert stykke svin kan altid gøre mig lidt vild i varmen), men min utålmodighed bunder mest i, at jeg ikke kan overskue de evige skænderier på skærmen med lovning om ditten og datten (som alligevel ikke bliver til noget), mudderkastning og spidse albuer *suk*. Jeg bliver altså lidt træt. Dog er jeg også en snert imponeret over, at man kan brænde så meget for en sag, at man nærmest bider hovedet af et andet menneske 😀 OG så er politikere eddermame seje til at argumentere, hvilket jeg misunder en anelse 🙂

Selvom jeg virker lidt ligeglad med politik, er der dog ingen tvivl om, hvilken farve min vægtskål hælder til, så sofavælger bliver jeg aldrig (bare rolig, folkens). Mon ikke I kan finde holdnings-hints i mit billede og det faktum, at jeg er vokset op som et der-skal-være-plads-til-os-alle-ølejr-barn? 😉 Jeg hapser dog alligevel altid en “kandidattest” på TV2.dk, for at være helt sikker i min sag, for mine ører lukker ærlig talt automatisk ned, når ordene “EU”, “Integration”, “Velfærd” und so weiter bliver nævnt i Nyhederne. Mon jeg nogensinde bliver “voksen” på det punkt? De fleste spørgsmål i kandidattesten bliver derfor også besvaret med et “hverken eller”, da jeg ikke rigtig kan forholde mig til/interesserer mig for spørgsmålet, men to ting ligger dog fast: Jeg vil ikke betale for at gå til lægen (du godeste, hvor ville jeg blive fattig, med det skravl af en krop, jeg render rundt med!) OG der skal passes bedre på naturen. Derfra stopper mine standpunkter, og så må I andre altså kæmpe om resten 😉

Lige meget hvad jeres standpunkter er, ønsker jeg jer alle en rigtig god valgkamp! Her i Hyggehytten bliver der dog politikfri zone fremover, da jeg meget hellere vil plapre om mad, løb og min forvirring omkring livets skæve mærkværdigheder og store beslutninger 🙂 Den er i øvrigt sikker hver gang: når jeg bliver forvirret over livet, læser jeg horoskoper på livet løs, og denne udgave rammer da egentlig meget godt:
“Du kan være forvirret omkring nogle vigtige valg i livet. Lyt til dine drømme – de kan indeholde værdifulde budskaber.”

Hvad mon jeg – og alle andre i tvillingens tegn 😉 – drømmer om i nat?

 

Den kringlede vej

Opskrift på den perfekte weekend!

Opskrift på den perfekte weekend!

I går landede jeg i Hyggehytten med rander under øjnene, ballonmave og dvaskhed efter en fantastisk weekend i Aalborg med tre skønne veninder, som jeg mødte tilbage i 2010 på min uddannelse nummer to i rækken. Temaet for weekenden var: druk til vi segnede, mad til vi revnede og tøsehygge i uanede mængder. Det var det helt perfekte mix efter en lidt hård uge med offentliggørelse af dårlige nyheder, interviews und so weiter. Jeg vænner mig vist aldrig til medieinteressen..

På vej hjem mod smilets by snakkede vi en del om det der med at vælge uddannelse, for det har virkelig været ualmindeligt svært for mig at skulle finde og acceptere min plads i verden.

Det startede ellers godt ud: den stille pige i folkeskolen (jeps, det VAR faktisk mig dengang) sluttede at med et gennemsnit omkring de 10 på den gode gamle karakterskala, men så kom jeg i gymnasiet, hvor bajere og hankøn pludselig var noget mere interessant end differentialligninger og Erasmus Montanus, hvilket betød et alvorligt farvel til det gode gennemsnit, men goddag til et brag af en fest, som varede i tre skønne år.

Efter gymnasiet hapsede jeg et sabbatår, men derefter havde jeg stadig ingen idé om, hvad jeg ville være. What to do? Det endte med en uddannelse som multimediedesigner, da jeg jo alligevel sad meget bag computerskærmen, så hvorfor ikke bare udvide denne interesse? Uddannelsen var dog ikke noget at råbe hurra for (bortset fra 4 måneders praktisk i Malaysia, hvor jeg dog lærte mere om whisky end om programmering), så efter to år stod jeg med et uddannelsesbevis i hånden, som jeg ikke følte, at jeg kunne bruge til en døjt.

Flashback til de ubekymrede huedage :)

Flashback til de ubekymrede huedage 🙂

Nåh, der måtte et sabbatår mere til (undskyld, kære regering!), hvorefter jeg fik mod på at tage en professionsbachelor i offentlig administration. Jep, jeg må have været stiv, da jeg ansøgte! Godt nok mødte jeg de skønne piger, jeg lige har brugt weekenden sammen med, men ellers var der vist ikke meget andet der fangede mig på den uddannelse. – Sikke en overraskelse, når jeg ikke interesserer mig en døjt for politik 😉 Efter et år droppede jeg ud og var igen i panik. Hvorfor havde alle andre så let ved at finde deres plads i livet, når jeg rendte rundt som en forvirret skid?

Heldigvis dukkede der tilfældigvis en elevplads op på Aarhus Universitet, hvor jeg hurtigt faldt godt til. Desværre syntes jeg dog længe, at det var enormt pinligt “bare” at være kontorelev, for mine egne fordomme havde ramt mig selv lige i måsen. I mit hoved var kontorelever de stakler, der ikke kunne blive andet. Bum! Magen til uddannelsessnobberi 😀 Jeg ved ikke helt, hvor fordommen kom fra, men jeg brugte desværre enormt meget af min energi på at snakke udenom, når folk spurgte til min uddannelse. Jeg var kort og godt flov over min egen uddannelse, og det er jeg godt nok ikke stolt af den dag i dag.

Jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg havde så svært ved at falde til ro ved tanken om at være kontorelev. Det føltes nok som et tabu at vælge karriereræset fra, da der virker til at være en generel forventning i samfundet om, at man skal sigte så højt man kan, og kontoruddannelsen lå bare ikke særlig højt ratet i min knold. Min hjerne ville sagtens kunne magte en universitetsuddannelse, så hvorfor gjorde jeg ikke bare det? Jeg har dog endelig indset, at mine prioriteter nok bare ligger et andet sted. For mig er tid til familien og det sociale hundrede gange vigtigere end en mønt mere i lønningsposen, men det tog mig mange år at acceptere, at det jo faktisk også er okay at prioritere sådan. Dermed siger jeg ikke, at det er forkert at tage en lang uddannelse og at en længere uddannelse ikke kan kombineres med et socialt liv, men det ville være tosset af mig at spendere mange år på skolebænken, hvis jeg alligevel ikke har tænkt mig at gå all in på det. Der er jo heldigvis ikke nogen der siger, at man SKAL bare fordi, at man kan. Og indrømmet: jeg har nok alligevel heller ikke selvdisciplin nok til at holde en lang uddannelse ud, når jeg ikke engang har rygrad nok til at holde mig langt væk fra en slikskål 😀

Det var vist en længere historie om mange års forvirring, men heldigvis føler jeg nu, at jeg har ramt min rigtige plads. Selvom jeg har brugt meget energi på at finde den rigtige vej, trøster det mig alligevel enormt, at jeg var gået glip af mange gode venskaber, hvis min uddannelsesjagt havde været uden “humpler”. Jeg er lykkelig for, at min forvirring har bragt en stor venskabskreds med sig, for så kan alt andet sgu da være lige meget. Det vigtigste er at have nogle venner, man kan danse på bordene med til den lyse morgen 🙂

Forsøgte at redde weekendens eskapader med lidt vitaminer..

Forsøgte at redde weekendens eskapader med lidt vitaminer..

Status på sundheden

Jeg må vist også hellere slutte pænt af for i dag med en sundheds-update, selvom det ville være mere humant bare at “glemme”, for det går helt af helvedes til for tiden! De sidste to weekender er blevet drukket og ædt så groft væk, at selv en amerikaner ville være stolt af mig, så jeg frygter i den grad boydanalysen på torsdag. Der er vist efterhånden en bif-tur på vej i min kusines retning (pokkers!)..

Mit største håb lige nu er, at jeg i det mindste har fået lidt flere muller, men man skal jo ikke jinxe det! På den anden side kan det vist kun gå fremad for frøken splat-arm…