Tag Arkiv: Rejser

Håb og drømme for 2017

Wupti – så røg vi et godt stykke ind i 2017! Er I landet godt?😊

Et nyt år er altid skelsættende, men måske er jeg en smule for jysk til at sætte mig nogle store, specifikke mål for det halv-nye år, og for god en taber til at kæmpe inderligt for at opnå noget helt vildt.

Det lyder som lidt af en leverpostejstilværelse, men hvorfor lave om på et liv, der gør mig glad i maven? Katrine kan godt lide leverpostej!😄

Derfor får I i stedet mine håb og drømme for det halv-nye, smukke år 2017.

Jeg håber på og drømmer om:

  • Flere løbeture og gerne med færre kilo at bære rundt på. Løbeture gør mig glad i låget, og en lettere dunk vil uden tvivl gøre mit knæ godt. Må jeg hermed også indskyde håbet om et godt løbeår uden skader?
  • Jeg vil lære at turde køre bil. Og så tænker I nok: Jamen, Katrine! Du er jo en gammel kone på 30 år? Og ja, jeg er en gammel kone, men jeg har ikke brugt kortet siden min køreprøve som 18-årig😳 Jeg er PISSE ræd for at splatte nogen ud, og jeg føler mig generelt sindssygt sårbar bag et rat, så det kommer til at kræve mere mod end nogensinde. Puha, jeg bliver helt Svend Sved ved tanken, så det kommer til at trække tænder ud!
  • Jeg vil blive færdig med mine rejseberetninger fra Thailand. Indtil videre er det kun Bangkok, som er kommet i hus, så jeg mangler stadig Chiang Mai, Khao Sok, Koh Lanta og Koh Lipe. Dovne hund!
  • En god start på min nye diplomuddannelse i offentlig administration på VIA. Jeg har allerede været til første undervisningsdag, og det skal nok blive godt👍🏼 (Selvom jeg slet slet ikke glæder mig til at sidde ved det grønne bord igen!😳)
  • Endnu et dejligt år (og mange mange flere) som Jeppes kæreste. 2016 var mit første år, hvor jeg oplevede glæden ved at være en afsat kvinde hele året. And I love it!❤
  • 2017 bliver nok også året, hvor vi begynder at kigge lidt mere interesseret i mulighederne for at opgradere fra lejlighed til hus. Om det bliver i år, vi finder drømmehuset, er ikke til at sige, men husdrømmene spirer i hvert fald så småt. Jeppe er heldigvis også blevet ret tosset med Aarhus, så vi kender nogenlunde det ønskede postnummer. Vi må dog nok indse at 1. prioriteten, Åbyhøj, ikke er realistisk rent prismæssigt, så vi er i gang med at udvide vores postnummer-horisont, selvom det gør lidt ondt😉
  • Jeg drømmer også om at se endnu mere af verden i 2017. Hvor mon turen går hen i år? Vi lurer både på Barcelona, USA, Mallorca, Oslo, Caribien, Bornholm osv., så det er lidt en blandet landhandel😄 Mon ikke pengepungen og status på ovenstående boligdrømme bliver ret afgørende for rejseplanerne?😉

Er I kommet godt i gang med jeres 2017, og har I leverpostejshåb eller sigter I målrettet efter stjernerne?😊

Mine rejsetips til Thailand #1

img_8560

Koh Lipe, oktober 2016


Så er det skisme en måned siden, at vi kom hjem fra vores fantastiske rejse til Thailand. Er det mon for tidligt allerede at savle efter at ville af sted igen?😄

Flere har efterspurgt noget “insider-viden” om Thailand, så jeg vil da gerne smide et par Thailand-tips i jeres retning, selvom jeg jo nok næppe kan udkonkurrere Lonely Planets altvidende rejsebøger😉

Det er klart, at jeg ikke ved ALT om Thailand efter at have været der sølle to gange, men her er en lidt blandet landhandel af gode tips til dig, som overvejer Thailand (eller måske allerede har bestilt rejsen?)😊

Der er ret meget at fortælle om, så dette indlæg koncentrerer sig om flybilletter/transport og overnatning. Herefter har jeg et indlæg på vej om økonomi, mad (but of course!) og ideer til pakkelisten😊

Transport
– de længere ture

Flybilletterne København-Bangkok t/r købte vi hjemmefra 4 måneder før afrejse til ca. 4800 kr. pr. mand, og til de længere indenrigsrejser (Bangkok-Chiang Mai, Chiang Mai-Surath Thani, Hat Yai-Bangkok) valgte vi også at købe hjemmefra. Momondo var en stor hjælp til at fremsøge de billigste flybilletter, hvor vi fandt billige billetter med flyselskaberne AirAsia og Thai Lion Air. Se evt. Momondos Thailands-sektion her, hvor man nemt kan fremsøge de billigste muligheder 😊

Infinity pool, Lalaanta Hideaway Resort

Infinity pool, Lalaanta Hideaway Resort

Ved indenrigsrejser (og rejser til andre steder i østen) er AirAsia er oftest det billigste selskab at flyve med, MEN det er vigtigt at huske, at man ved AirAsia skal tilkøbe ekstra checkin bagage, hvis man har mere end 10 kg håndbagage med (hvilket man jo oftest har). Med Thai Lion Air var der derimod inkluderet 15 kg’s checkin bagage i prisen – udover håndbagage -, så det skal helt klart tages med i overvejelserne, da det kan udligne prisforskellen.

Transport
– de kortere ture

Et er at have styr på de længere ture, men jeg har et stort hjerte for planlægning, så jeg panikkede lidt over, at jeg hjemmefra ikke vidste, hvordan vi kom fra A til B på de lidt kortere indenrigsture på 2-5 timer😄

Mit bedste råd er dog: der er absolut ingen grund til panik! Thailand er uden tvivl det nemmeste land at rejse rundt i, for lige meget hvor man skal hen, er der altid et lille turistkontor lige om hjørnet, som billigt kan arrangere rejsen, fortrinsvis med minibusser👍🏼 Alt glider glat, chaufførerne kommer til tiden, og man er fuldstændig i trygge hænder. Så bare slip kontrollen og hop på en minibus, når det passer jer😊

Til de helt korte ture rundt i byerne er kørsel med tuk tuk et must. Husk at prutte om prisen og hold godt fast, for det kan godt gå vildt for sig!

Overnatning

Ligesom med alt andet, er Thailand også billigt, når det kommer til overnatning. Det skal dog understreges, at vi var af sted i lavsæsonen, så priserne er nok noget højere, men stadig billige, i højsæsonen.

Vi brugte et mix af Trivago og Tripadvisor til at finde frem til de bedste overnatningsmuligheder til den billigste pris. Det er en god idé at booke værelser som gratis kan afbestilles igen, da rejseplaner nemt kan ændre sig. I lavsæsonen er det især rart at kunne ombestemme sig, hvis der er regn i sigte, og man derfor vælger en anden destination end først planlagt.

Det smukkeste badeværelse på hotel Chaw Ka Cher, Koh Lanta

Det smukkeste badeværelse på hotel Chaw Ka Cher, Koh Lanta

Jeg vil anbefale følgende hoteller:

  • Bangkok: Mandarin Hotel
    Kort fortalt: Ret fancy-pancy hotel med skinnende gulve og højt serviceniveau. Tæt på alle de store shoppingcentre, fin pool og ikke mindst: et japansk toilet med numseskyller, blæser und alles😂
    Hotellet er generelt lidt pebret, men vi fandt det til sølle 225 kr. pr. nat.
  • Chiang Mai: Nap in Chiang Mai
    Kort fortalt: Meget centralt lige ved natmarkedet. Højt serviceniveau med engelsktalende medarbejdere (dette er ikke altid en selvfølge i Thailand). Store, flotte værelser til prisen (vi gav 210 kr. pr. nat)😊
  • Koh Lanta: Chaw Ka Cher
    Kort fortalt: Flotte værelser og virkelig smukt badeværelse med åbent til nattehimlen. Meget venligt personale og en fin lille pool. Ligger et par kilometer væk fra butikkerne, men stadig i gå-afstand til både butikker, strand og restauranter. Pris: 260 kr. pr. nat.
  • Koh Lanta: Lalaanta Hideaway Resort
    Kort fortalt: Laaaangt væk fra alt! Kærestetid, afslapning og god atmosfære er i højsædet her. Lækker pool og restaurant midt på stranden. Værelserne var helt fine, men ikke de flotteste, vi boede på i Thailand. Alligevel blev det dog mit favorithotel på grund af den øde placering og stilheden. Vi gav 400 kr. pr. nat.
  • Koh Lipe: Mali Resort Pattaya Beach
    Kort fortalt: Lækker placering lige ved vandet, luksus, nærværende personale, og smukt badeværelse med åbent til himlen. Vi valgte et smukt “Bali Room” på første parket til 800 kr. pr. nat.

Måske I også har nogle gode tips til Thailand derude, eller måske I har nogle ønsker til mit næste indlæg om Thailand?☀

Jeppe og Katrine i Thailand: Bangkok d. 2-3/10

Nu er det efterhånden tre uger siden, at vi kom retur til det kolde, blæsende efterårsvejr i Danmark efter 23 dage i skønne Thailand. Tiden flyver!

Kuldechokket har efterhånden lagt sig, og nu har jeg for alvor fået blod på tanden til at varme mig på de gode minder, så derfor har jeg nu endelig sat gang i projekt “rejseberetninger fra Thailand”☀

Beretningerne er mest af alt er tænkt som gode minder til mig selv, men jeg vil dog også gerne kunne give lidt gode Thailandstips videre til jer, da jeg selv har haft stor glæde af at Google løs inden afrejsen. Derfor vil jeg nederst i hver rejseberetning opsummere med gode tips/råd/mustsees og lignende til den pågældende by/ø, hvis I måske også overvejer at bevæge jer østpå😊

Enjoy!

2/10 2016:  Goddaw Bangkok!

Første glimt af Bangkok i longtailboat :)

Første glimt af Bangkok i longtailboat 🙂

Efter 11 timers flyvetur fra København landede vi endelig i Bangkok tidligt om morgenen d. 2/10. Lykkelige, svedige og spændte trådte vi ud i den tunge morgenvarme, hvor vi hurtigt fik fat i en taxa. Ganske rart med tjep service, når man stadig er iført frække, lange støttestrømper og sorte bukser😜

Taxachaufføren forstod ikke en døjt engelsk, og han vidste ikke, hvor hotellet lå, selvom vi overrakte ham den fineste udprintede hotelbekræftelse. Så meget for at være velforberedt! Åbenbart er en adresse ikke så brugbar i kaotiske Bangkok, så vi lærte med det samme, at det vigtigste er at have telefonnummeret på hotellet på sig, så hotellet kan guide vej for chaufføren. Tip hermed videregivet😉

Klokken 08:30 lokaltid lykkedes det os dog alligevel at lande på det rigtige hotel, hvor vi havde håbet på, at vores værelse ville være klar til tidlig tjek ind, så vi kunne nappe en bette morfar. Desværre måtte vi have tålmodighed helt til kl. 14, så vi skyndte os i stedet at klæde om til shorts og kjole, så tiden kunne udnyttes til at udforske storbyen😊

Buddha vs. Big Mac

Dunken rumlede allerede efter en ordentlig røvfuld morgenmad, så hovedformålet var at gå på jagt efter noget spiseligt. Norwegian havde været lidt fedtede med serveringen på flyveturen, så Katrines mave var krævende!😬
Vi hoppede på den første tuk-tuk, vi stødte på (de er overalt), som satte os af ved en båd, der sejlede os op til Grand Palace. Vi brugte herefter de næste fem timer (og 10 km’er!) på at vandre forvirrede omkring i bagende sol..

Lad mig sige det, som det er: hverken Jeppe eller jeg er særligt interesserede i buddhaer, museer und so weiter, så det var pænt frustrerende, at de lokale konstant forsøgte at sende os i turistfælderne, når vores største ønske faktisk bare var at finde en Big Mac😄

Første optur i Bangkok: frisk mango!

Første optur i Bangkok: frisk mango!

Vi var derfor de to forvirrede turister, som fumlede med kortet og tågede rundt i blandt andet China Town uden at finde noget, der var bare nogenlunde spiseligt. For nej – stegte skorpioner er altså ikke lige livretten😉 Eneste jackpot var en pose frisskåret mango, men det var til gengæld også virkelig lækkert!😛

Set bort fra mango-opturen, var vi et par pressede, blege danskere, som fik et lidt uheldigt førstehåndsindtryk af Bangkok. Til sidst lykkedes det os dog endelig at få en taxa til at køre os til Hard Rock Café, hvor “morgenmaden” endelig blev indtaget klokken 14. Puha, det holdt hårdt! Det var dog ret godt timet, da himlen pludselig lukkede op for sluserne. Jeg elsker altså de vilde tordenbyger i østen😍 Så kan dansk støvregn skisme godt rende og hoppe!

Efter maden fik vi endelig tjekket ind på hotellet, og afsluttede aftenen med et smut op og ned af Khao San Road, hvor vi kvalte lidt thaimad og nappede en flaske friskpresset ananasjuice midt på den pulserende turistgade😊 Dagen sluttede derfor heldigvis noget bedre end den begyndte..

D. 3/10 2016: Sengeliggende!

…eller gjorde den?

Kl. 01:30 faldt jeg endelig i søvn efter den lange flyvetur til Bangkok og de mange Bangkok-kilometer i benene, men blot en halv time senere blev jeg vækket af, at Jeppe spænede ud på toilettet, da der stod lårtykke stråler ud af munden på ham ham – yaiks!😔

Resten af natten og morgenen gik med at passe på min stakkels Jeppe, da han blev ved i samme dur indtil næste eftermiddag. Min mave begyndte at vende sig ved middagstid, men heldigvis boede vi lige ovenpå en 7/11, så jeg hurtigt kunne smutte ned efter cola og diverse, inden det var min tur til at stikke hovedet i kummen. Møg-dag!🙁

Dag 2 i Bangkok blev derfor langt fra som ventet. Vi havde planlagt thaiboksning, biograftur og besøg på en slangefarm, men det eneste vi fik set den dag var dyner, cola og toiletkumme. Øv!

Heldigvis var vi enige om, at det var OK, at det var i Bangkok vi blev ramt af Orla, når nu det skulle være😊

Opsummering på Bangkok

Vi nåede jo desværre ikke at opleve så meget af Bangkok, men her er alligevel en lille samlet opsummering på Bangkok (inkl. de to sidste dage af vores ferie, som også foregik i storbyen)😊

Husk:

  • Prut om prisen ved souvenirbiksene (dette gælder generelt for hele Thailand). De fleste steder kan man sagtens ende i halv pris af, hvad de først siger, så start “prutningen” lidt lavere end det.
  • Aftal ikke en fast pris med taxachaufførerne, men kræv i stedet, at de sætter deres taxameter til. Det er oftest den billigste løsning.
  • Der er to lufthavne i Bangkok: Don Mueang og Suvarnabhumi. Vær 100% sikker på, at taxachaufføren kører jer til den rigtige (vi taler af bitter erfaring) 😉

Vores plusser i Bangkok:

  • Asiatique marked – Shopping til du segner. Mange fine hjemmelavede sager, så vi fik handlet en del af årets julegaver der😊
  • En masse ture med Tuk-tuk, som bringer jer fra A til B for ingen penge (husk at prutte om prisen) 😊
  • Siam Square – Her er alle de store shoppingcentre samlet. Vi nåede kun at se MBK Shoppingcenter, som er et kæææmpe center med lækker food court på 5. sal med alt hvad mavsen begærer👌🏻
  • VIP biografoplevelse. Biografture herhjemme bliver aldrig de samme igen, når man har prøvet VIP-forkælelsen i østen. Vi prøvede MBK centrets VIP bif, men den var ikke helt så lækker, som i de andre shoppingcentre, vi havde læst om😊 VIP salene i shoppingcentrene Centralworld eller Siam Paragon skulle være fantastiske😊 Prøv det!

Vi ville gerne have nået at opleve:

  • Blodig thaiboksning på Rajadamnern stadium
  • Slangefarmen (Queen Saovabha memorial institute)
  • Lumpini Park