Tag Arkiv: Mad

Thumbs up for ordensmagt og singler

If your religion is worth killing for, please start with yourself!

If your religion is worth killing for, please start with yourself!

I dagens anledning vil jeg lidt atypisk starte dette indlæg med at give thumbs up til to seje grupper af danskere:

Normalt blander jeg mig ikke i politiske/religiøse sager, men denne gang får I nu alligevel et sjældent lille host fra mig, for vi kan godt nok takke politiet for en utrolig effektiv og professionel indsats i forbindelse med nattens frygtelige hændelser i København. Jeg fulgte den dramatiske udvikling på TV2News i nat, og jeg må sige, at jeg føler mig fuldstændig tryg under jeres vinger!

Det skræmte mig dog at se, hvor lidt respekt folk har for ordensmagten, når alkoholen går ind, og jeg så da også en gut som blev anholdt, fordi han ikke kunne finde ud af at adlyde ordrer. Det er sgu trist, og jeg håber, at folk fremover vil prøve at huske på, at de kære betjente jo altså blot passer på os og vores kære land.

Lidt kærlighed til alle singler <3

Lidt kærlighed og opbakning fra mig til alle singler <3

Et andet heppekor går til alle singler, som overlevede gårsdagens andet frygtelige “angreb” med (manglende) bamser, roser, kærlighedserklæringer og så videre. Valentines-hysteriet bliver værre og værre år for år, og jeg husker tydeligt, hvordan det er at være single på sådan en lortedag. Hvordan man mest af alt har lyst til at gemme sig under dynen, men alligevel har en snert af et naivt håb om at have en hemmelig beundrer derude et sted, som ganske uventet vil sende en et bombardement af røde roser (as if!).

I år har jeg endda spottet flere konkurrencer på Facebook, hvor man skulle tagge sin kæreste for at deltage – det er sgu da diskrimination af dem, som ingen har. No wonder, at de fleste singler drikker sig pissestive i stedet! I har min dybeste medfølelse…

Status på sundheden

Jeg vil faktisk slutte af med, at give en tommelfinger op til mig selv også 🙂 Der er nu gået en uge af projekt “jeg-vil-kunne-passe-mine-kjoler-igen” og det går overraskende smertefrit (hvad pokker sker der?!).

Vægten sagde 69,1 kg i morges, og dermed er der røget 1,7 kg på en uge, hvilket må siges at være mere end godkendt! Målebåndet viser også fremskridt, så jeg er optimist – selvom måsen stadig er over en meter bred 🙂

Nu vil jeg starte søndagen ud med min første introtime i yoga (fuck!). Jeg er ikke smidig på nogen måde – faktisk næsten stiv som et bræt, så jeg er godt nok spændt på, hvad jeg synes om det.. Umiddelbart tror jeg, at yoga er for fesent og fint til mig, men man har jo lov til at blive overrasket 😉

 

Dommedag d. 26 marts

Just do it (lettere sagt end gjort!)

Just do it (jaja, fandme lettere sagt end gjort!)

I dag er jeg vågnet op med en krop, som hader mig. Jeg var dosk nok til at hapse en times bodyfit efter stepfit i går, så nu har jeg ondt i hver eneste muskel (som jeg ikke anede, at jeg havde…). Jeg føler mig ærlig talt som en plejehjemsbeboer, der er på vej til at stille træskoene, når jeg må støtte mig op af væggen for at kunne sætte mig ned på toilettet (damn you squats!).

Det er dog ganske forståeligt, at jeg er øm og ynkelig i dag, for det der med styrketræning rager mig ærlig talt en høstblomst, og derfor ser man mig sjældent på hold, der inkluderer nogen form for brug af håndvægte og vægtstænger. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg kiggede på uret under sådan en omgang bodyfit, men der er heldigvis en mening med galskaben!

I mit seneste indlæg vævede jeg lidt rundt i det der med at sætte mig et mål, når det kommer til projekt jeg-vil-kunne-passe-mine-kjoler-igen. MEN det er hermed lavet om! Min kusine og jeg fik lavet en bodyanalyse ved FitnessWorld tilbage i oktober, hvor jeg blev rådet til at tabe 5,4 kg fedt *hmpf*, og desværre sidder alt “guffet” lige midt på dunken, hvor det ikke er pokkers sundt, så der er vist ingen vej udenom. Sgu da belastende med sådan en æwle-form! 😉

Jeg må indrømme, at jeg ikke har skænket bodyanalysen særlig mange tanker siden, men i går satte min kusine og jeg os for at konkurrere om, hvem der har smidt den største fedtprocent pr. 26. marts 2015. Der er en biftur på højkant, så nu skal den saftsuseme bare have fuld hammer!

Fedtprocenten pr. 16/10 2014 sagde 29 %, og jeg vil tro, at status er nogenlunde det samme nu, så det er mit udgangspunkt.

Hvad skal der ske?

Jeg følger ikke nogen bestemt kur for at sætte fut i fedtforbrændingen, for jeg ved jo egentlig godt, hvad der skal til for at skrumpe dunken. Én ting er dog, hvad man ved – en anden ting er, hvad mavsen kræver 😉 Hurtige kulhydrater og sukker er mine fjender, så de skal først og fremmest bekæmpes!

Farvel kulhydrater *piv*

Farvel kulhydrater *piv*

Her er mine grove skitse for den næste halvanden måned:

  • Farvel til hvidt brød og kage (og dermed farvel til ballonmaven)
  • Kold tyrker fra slikposerne (og dermed goddaw til hovedpine de næste par dage). Jeg holder dog fast i mine sukkerfri Nellie Dellies, og må hapse lidt snolder en gang om ugen.
  • Motion så ofte som muligt (jeps, det er lidt fluffy, men jeg bøvler lidt med mit knæ, så der bliver modereret efter, hvad de rustne stænger kan holde til). Dog SKAL jeg indføre en form for styrketræning 1-2 gange om ugen! Crap!
  • Voldsom nedskæring på hurtige kulhydrater
  • De gyldne 10.000 skridt om dagen skal så vidt muligt rammes
  • Der må kun drikkes vand (jeg ved jo, at min krop og hud elsker mig for det). Eneste smuthul er de gratis proteinshakes, som FitnessWorld “serverer” for mig i hele februar 😉

Min største udfordring ved sådan en målsætning er helt klart at skrue ned for kalorierne og op for styrketræningen. Jeg elsker at få pulsen op med løb og stepfit, så cardiotræningen bliver ikke noget problem, men styrketræning hænger mig langt ud af halsen – endda før jeg overhovedet er begyndt, haha.

Selvom styrketræningen bliver noget mug, bliver det sværeste helt klart at skulle sige farvel (men dog på gensyn) til mine tro følgesvende: Hr. kage og Fru slikpose. Det gør dælme ondt i både hjerte og dunk 🙁 Jeg går allerede lidt i panik over, at jeg har 4 plader chokolade liggende ude i køkkenskabet, som nu skal samle støv! Wauw, det kommer til at kræve viljestyrke det her…

Nåh! Nu er datoen blevet råbt ud til jer alle, så der er hermed officielt ingen smutveje ud af min kommende elendighed den næste halvanden måneds tid. Wish me luck 😉

 

 

Hvorfor sagde jeg ikke noget?

Rillegrø'j, dyne og godt selskab <3

Rillegrø’j, dyne og godt selskab <3

Sidder med popo’en godt plantet i 888’eren på vej hjem fra en sviptur til Aarhus og Silkeborg, hvor min søde mutti holdt fødselsdag i søndags. Det var skønt med et skud familiehygge og ikke mindst afslapning og hygge med bedsteveninden Tine i går. Vi havde planlagt at spise os halvt fordærvede ved Sushi Sakura, som altid har nogle go’e “bu’j” (hjælp til de ikke-jyske: tilbud), men vi var begge lidt sløje, så vi endte istedet på sofaen, hvor vi åd rillegrø’j, schnittels og bru’j (risengrød, hindbærsnitter og gulerodsbrud) til vi -næsten- skammede os 😉

Hov, min nye telefon kender mig tydeligvis ikke godt nok endnu, for den foreslog gulerodspuré i stedet for gulerodsbrud! Glem det, mr. iPhone! – Hvilket i øvrigt minder mig om mine begynderproblemer med autocorrect på den gamle mobil, som tillod sig at rette “fredagsbajere” til “fredagsbønner”, haha.. Vi blev dog mere fortrolige med tiden 😉

Nåh, nu kom jeg lidt på afveje.. Jeg sidder som sagt i den smukke blå (og billige) bus mod København, og havde hapset mig en skide god vinduesplads tæt på toilettet (min blære er minimal – ja, nærmest ikke-eksisterende). Da jeg stadig er lidt sløj, havde jeg lumske planer om en bette morfar, så det var egentlig helt ok, at ingen turde sidde ved siden af mig. Mine medpassagerer kunne nok spotte på randerne under mine øjne, at jeg ville være den savlende type i dag 😉

På sædet foran mig sætter en dame i 60’erne sig. Egentlig skulle man dermed tro, at hun havde haft nok år til at lære om almindelig pli og medmenneskelighed, men den antagelse blev hurtigt gjort til skamme, for vi er knapt nok nået ud på motorvejen, før hun uden varsel banker hendes sæde tilbage for fuld skrue, så jeg nærmest knalder knæene op i hagen (jep, de her sæder kan lænes laaaangt tilbage!). Her regnede jeg egentlig med, at hun ved en fejl var kommet til at give den fuld skrue, og dermed ville udbryde “ups”, “hov”, “undskyld” eller noget lignende, da hun mærkede mine knæ i rygsøjlen, men der var ingen reaktion overhovedet. Hun trak blot knæene godt op under sig, og puttede sig til rette under sin jakke (indsæt irriteret smiley!). Det er altså spøjst, som nogle folk ikke kan tænke længere end til egen bekvemmelighed..

Jeg tager ofte mig selv i at blive helt paf, når folk ikke agerer på den måde jeg forventer, så jeg brugte lidt for lang tid på at overveje mit næste move. Da jeg så endelig blev enig med mig selv om, at det var en ok situation til lidt brok, var det ligesom for sent. Jeg er pokkers konfliktsky, så jeg hoppede i stedet (ret tydeligt) over på sædet ved siden af. Stadig ingen reaktion fra damen *suk*.

Nu ligger hun så og putter så rart, imens jeg sidder her og er pisse misundelig på hendes bekvemmelighed, og pisse ærgerlig over, at jeg ikke kan finde ud af at brokke mig. Istedet må jeg finde lidt glæde ved, at hun ikke kan finde ud af at slukke det lys, der skinner lige ned i knolden på hende *muahahahaaaa*. Mig får hun i hvert fald ikke hjælp fra! Herfra er der kun skulende -og trætte- øjne at hente!