Tag Arkiv: Mad

Gensynsforvirring

Madhygge med min smukke kusine :)

Madhygge på OliNico med min smukke kusine 🙂

I går var der dømt råhygge med to af mine kusiner, som jeg er så heldig at have selskab af her i smilets by. Vi skulle et smut på V58 om aftenen, hvor der er gratis stand up hver mandag til torsdag aften 🙂 Niveauet er meget svingende, men der er nu altid garanti for et godt grin, da der er lidt for enhver smag, og i går var bestemt ingen undtagelse 🙂

Min kusine Mathilde og jeg startede dog først ud med læææækker mad på OliNico i Mejlgade, hvor jeg aldrig har været før (og det indser jeg nu, er en fejl af dimensioner!). For bare 100 kr. pr. mand fik vi den lækreste rejesalat med avokadocreme til forret og derefter var der dømt braiseret hane i estragon med asparges – OG brændte løg, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne lade være med at fnise lidt af 😉 Stakkels hane! 😉

Der var godt fyldt op indenfor, så vi fik et bord ude i blæsten. En lettere kølig omgang, men Aakjær-vikingerne klarede det 😉 Hvad pokker sker der i øvrigt for eskimo-sommeren?! Jeg begynder at blive lidt bekymret for min sommerferie… Sååå øøøhhh, hvem kører sydpå efter d. 18/7 og har en ledig balle-plads til en træt og solskinshungrende pige? 😉

Nåh, men vi sidder ude og nyder den lækre mad, da en stakkels dreng på 11-12 år pludselig vælter på cykel lige foran os med et ordentligt brag, da hans cykelstyr var blevet viklet ind i det flagrende stof, som I nok kan se i baggrunden af billedet. Heldigvis skete der vist ikke noget slemt med ham, men han havde også meget travlt med at komme væk fra “gerningsstedet”, og det kender jeg dælme godt selv! Man har altså ikke lyst til at ligge og pive på asfalten foran 20 fremmede mennesker! Der skal helst slikkes sår og trilles tårer alene 😉 Ikke at jeg nogensinde er klodset! Eller…

Hane med brændte løg ;)

Hovedret: Hane med brændte løg 😉

En kvinde, der var med til at hjælpe drengen op, kom bagefter hen til mig og spurgte “læser du ikke til ergoterapeut?”, hvilket jeg jo ikke lige kan prale af 😉 Min kusine og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, for jeg har tidligere fortalt hende lidt om, hvordan folk ikke rigtig kan “placere mig” længere. Jeg oplever mange, der spontant siger “hej” fordi de tror, at vi kender hinanden, og derudover er jeg stødt på:

  • En der troede, at vi havde arbejdet sammen engang
  • To der troede, at vi havde været på kursus sammen dagen forinden
  • En underviser der troede, at hun havde undervist mig før
  • En ekspedient i Matas, som troede at hun havde lagt makeup på mig før

– Og kvinden i Mejlgade var så blot det nyeste skud på stammen af folk, som er sikre på, at vi har mødt hinanden før, hihi..

Jeg bliver altid lidt akavet, og ved ikke rigtig hvad jeg skal svare, for de bliver af en eller anden grund ret pinligt berørt, når jeg siger, at de muligvis nok bare er stødt på mig i tv 😀 Det hænger vist meget sammen med danskernes generelle berøringsangst, men der er vel ikke noget pinligt i, at have set tv? 😉 Jeg synes jo kun, at det er rart at få lidt ekstra smil og hilsner med på vejen, så tak for dem 😉

Elektronisk kærlighed og koldhævede boller

Mac-opgradering i Hyggehytten :)

Mac-opgradering i Hyggehytten 🙂

I’m in love!

I efterhånden mange år har jeg ladet mig nøje, men nu er det slut. Jeg har endelig fundet mit perfekte match! Han er slank, han er klog, han er hurtig og han er smuk. – Dog kan han ikke prale af at være verdens bedste “spooner”, men hvad gør det, når han tilbyder mig ultimativ tryghed og støtte? Det er nu officielt: en sølvgrå MacBook Pro har stjålet mit hjerte! 🙂 Han bør i øvrigt have et navn! Ting er så rare, når de får et navn. Jeg overvejer Gonzales (som i Speedy Gonzales, I ved…). Gonzales og jeg får uden tvivl et langt og lykkeligt liv sammen <3 (Lige indtil den dag, hvor han bliver for gammel og sløv, selvfølgelig…)

Som tidligere beskrevet, har jeg haft svært ved at beslutte mig for, om der skulle investeres i optimal komfort (ny sofa) eller tiltrængt elektronisk selvforkælelse, men Mac’en endte med at give sofaen tæsk i denne runde 🙂 Min nye baby dukkede pludselig op til en formidabel pris på DBA, og så skulle der slås til mæ’ det vuns! Det bliver simpelthen så befriende at kunne flyve derudaf på tasterne, uden at få lange løg over den gamle Mac’s sløvsind, når der skal skrives nye indlæg! Jeg har alligevel heller ikke opsporet drømmesofaen endnu, så måske er det ok at flade ud i øjenbæen lidt tid endnu?

Halvsunde koldhævede boller

Smeltet pållelade fra Løgismose er "the shit"!

Smeltet pållelade fra Løgismose er “the shit”!

Min lørdag morgen startede fantastisk ud med lækre nybagte boller (jep, jeg er lidt stolt af mig selv). Jeg har aldrig været tosset med at bage brød, for det er så bøvlet med al den æltning og snaskede fingre bagefter, og samtidig bliver jeg fandme så forpustet af at ælte brød, haha.. Det må altså være grænser for, hvor meget man skal yde, før man kan nyde 😉

MEN nu har jeg fået øjnene op for det der med koldhævede brød, hvor man ikke skal have grabberne ned i dejen, så i går aftes var jeg totalt overskudsmenneske, der lige klaskede en dej sammen. Og tænk sig: dette scenarie udspillede sig selv samme aften, som alle andre ungdommelige aarhusianere væltede snalrede rundt efter Kapsejladen. Ring bare efter plejehjemmet: jeg er ved at være klar! Jeg tog mig endda den frihed at eksperimentere med både speltmel og hørfrø – av min arm, hvor er jeg blevet en tør kiks!

Nåh, men det var altså himmelsk at kunne kaste lune boller med smeltet pållelade i dunken i morges (alderdom eller ej), og opskriften er blevet efterspurgt på Instagram, so here it is: opskriften på halvsunde koldhævede boller 🙂

Ingredienser (til cirka 10 boller):

  • 1/3 pk. gær
  • 0,5 liter koldt vand
  • 1,5 tsk salt
  • 1 spsk olie (jeg brugte olivenolie)
  • En god klat honning (ca. 1 spsk)
  • Ca. 11 dl mel af forskellig art (jeg brugte 1 dl hørfrø, 1 dl solsikkekerner, 2 dl havregryn, 3 dl speltmel, 4 dl hvedemel). Dejen skal være godt klistret og halvsvær at røre rundt i til sidst, så tilføj mere mel, hvis den er for flydende i konsistensen.

Der kan eksperimenteres i et hav af varianter, så kast jer endelig ud i andre sammensætninger 🙂 Men husk at sørge for, at cirka halvdelen af melet er af “den fine slags”, så dejen har optimale muligheder for at hæve.

Solskinsboller :)

Solskinsboller 🙂

Fremgangsmåde:

  • Rør gæren ud i en slat af det kolde vand.
  • Tilsæt herefter resten af vandet, salt, olie og honning og rør godt rundt.
  • Tilsæt melet lidt af gangen og rør det hele rundt med en ske til en klistret, jævn dej.

En røremaskine kan jo nok også bruges, men så smart-i-en-fart er jeg desværre ikke blevet endnu, og pengene gik i stedet til en ny MacBook 😉 Men skeen fungerede nu også ganske fint 🙂

  • Dejen dækkes til og sættes i køleskabet i mindst 6 timer (imens du putter under dynen f.eks.).
  • Dejen fordeles herefter med ske på en bageplade i ca. 10 lige store “bolleklatter”.
  • Bages til de er gyldne (ca. 20 min.) ved 220 grader i forvarmet alm. ovn.

Bon appetit! I kan jo lige nå at klaske en dej sammen i aften, så der er lune boller klar til søndagsbrunchen? 🙂

 

 

Den kringlede vej

Opskrift på den perfekte weekend!

Opskrift på den perfekte weekend!

I går landede jeg i Hyggehytten med rander under øjnene, ballonmave og dvaskhed efter en fantastisk weekend i Aalborg med tre skønne veninder, som jeg mødte tilbage i 2010 på min uddannelse nummer to i rækken. Temaet for weekenden var: druk til vi segnede, mad til vi revnede og tøsehygge i uanede mængder. Det var det helt perfekte mix efter en lidt hård uge med offentliggørelse af dårlige nyheder, interviews und so weiter. Jeg vænner mig vist aldrig til medieinteressen..

På vej hjem mod smilets by snakkede vi en del om det der med at vælge uddannelse, for det har virkelig været ualmindeligt svært for mig at skulle finde og acceptere min plads i verden.

Det startede ellers godt ud: den stille pige i folkeskolen (jeps, det VAR faktisk mig dengang) sluttede at med et gennemsnit omkring de 10 på den gode gamle karakterskala, men så kom jeg i gymnasiet, hvor bajere og hankøn pludselig var noget mere interessant end differentialligninger og Erasmus Montanus, hvilket betød et alvorligt farvel til det gode gennemsnit, men goddag til et brag af en fest, som varede i tre skønne år.

Efter gymnasiet hapsede jeg et sabbatår, men derefter havde jeg stadig ingen idé om, hvad jeg ville være. What to do? Det endte med en uddannelse som multimediedesigner, da jeg jo alligevel sad meget bag computerskærmen, så hvorfor ikke bare udvide denne interesse? Uddannelsen var dog ikke noget at råbe hurra for (bortset fra 4 måneders praktisk i Malaysia, hvor jeg dog lærte mere om whisky end om programmering), så efter to år stod jeg med et uddannelsesbevis i hånden, som jeg ikke følte, at jeg kunne bruge til en døjt.

Flashback til de ubekymrede huedage :)

Flashback til de ubekymrede huedage 🙂

Nåh, der måtte et sabbatår mere til (undskyld, kære regering!), hvorefter jeg fik mod på at tage en professionsbachelor i offentlig administration. Jep, jeg må have været stiv, da jeg ansøgte! Godt nok mødte jeg de skønne piger, jeg lige har brugt weekenden sammen med, men ellers var der vist ikke meget andet der fangede mig på den uddannelse. – Sikke en overraskelse, når jeg ikke interesserer mig en døjt for politik 😉 Efter et år droppede jeg ud og var igen i panik. Hvorfor havde alle andre så let ved at finde deres plads i livet, når jeg rendte rundt som en forvirret skid?

Heldigvis dukkede der tilfældigvis en elevplads op på Aarhus Universitet, hvor jeg hurtigt faldt godt til. Desværre syntes jeg dog længe, at det var enormt pinligt “bare” at være kontorelev, for mine egne fordomme havde ramt mig selv lige i måsen. I mit hoved var kontorelever de stakler, der ikke kunne blive andet. Bum! Magen til uddannelsessnobberi 😀 Jeg ved ikke helt, hvor fordommen kom fra, men jeg brugte desværre enormt meget af min energi på at snakke udenom, når folk spurgte til min uddannelse. Jeg var kort og godt flov over min egen uddannelse, og det er jeg godt nok ikke stolt af den dag i dag.

Jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg havde så svært ved at falde til ro ved tanken om at være kontorelev. Det føltes nok som et tabu at vælge karriereræset fra, da der virker til at være en generel forventning i samfundet om, at man skal sigte så højt man kan, og kontoruddannelsen lå bare ikke særlig højt ratet i min knold. Min hjerne ville sagtens kunne magte en universitetsuddannelse, så hvorfor gjorde jeg ikke bare det? Jeg har dog endelig indset, at mine prioriteter nok bare ligger et andet sted. For mig er tid til familien og det sociale hundrede gange vigtigere end en mønt mere i lønningsposen, men det tog mig mange år at acceptere, at det jo faktisk også er okay at prioritere sådan. Dermed siger jeg ikke, at det er forkert at tage en lang uddannelse og at en længere uddannelse ikke kan kombineres med et socialt liv, men det ville være tosset af mig at spendere mange år på skolebænken, hvis jeg alligevel ikke har tænkt mig at gå all in på det. Der er jo heldigvis ikke nogen der siger, at man SKAL bare fordi, at man kan. Og indrømmet: jeg har nok alligevel heller ikke selvdisciplin nok til at holde en lang uddannelse ud, når jeg ikke engang har rygrad nok til at holde mig langt væk fra en slikskål 😀

Det var vist en længere historie om mange års forvirring, men heldigvis føler jeg nu, at jeg har ramt min rigtige plads. Selvom jeg har brugt meget energi på at finde den rigtige vej, trøster det mig alligevel enormt, at jeg var gået glip af mange gode venskaber, hvis min uddannelsesjagt havde været uden “humpler”. Jeg er lykkelig for, at min forvirring har bragt en stor venskabskreds med sig, for så kan alt andet sgu da være lige meget. Det vigtigste er at have nogle venner, man kan danse på bordene med til den lyse morgen 🙂

Forsøgte at redde weekendens eskapader med lidt vitaminer..

Forsøgte at redde weekendens eskapader med lidt vitaminer..

Status på sundheden

Jeg må vist også hellere slutte pænt af for i dag med en sundheds-update, selvom det ville være mere humant bare at “glemme”, for det går helt af helvedes til for tiden! De sidste to weekender er blevet drukket og ædt så groft væk, at selv en amerikaner ville være stolt af mig, så jeg frygter i den grad boydanalysen på torsdag. Der er vist efterhånden en bif-tur på vej i min kusines retning (pokkers!)..

Mit største håb lige nu er, at jeg i det mindste har fået lidt flere muller, men man skal jo ikke jinxe det! På den anden side kan det vist kun gå fremad for frøken splat-arm…