Tag Arkiv: Jobsøgning

Eksiljyde, arbejdsløs og samboende

Første dag i København blev fejret med 1,5 liter champagne fra Billedbladet ;)

Så er København indviet med 1,5 liter bobler i favnen 😉

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte og slutte dagens blogindlæg, for der er saftsuseme sket meget siden sidst! Sagt ganske kort er jeg på bare en uge blevet beriget med følgende titler: eksiljyde, arbejdsløs og samboende. What a move!

Siden sidst har mit liv derfor stået på nedpakning af lejlighed, sidste dag på jobbet og i lørdags invaderede jeg så Jakobs ungkarlehybel med min store samling af de fire livsnødvendige K’er: Kjoler, Kähler-vaser, Kagebagningsudstyr og Kærlighed (til både Jakob og de tre andre K’er – selvfølgelig!).

Farvel AU

Det var møg hårdt at skulle sige farvel til kollegaerne på Aarhus Universitet (man fristes til at sige: TRÆLS!), og tudeprinsessen kunne virkelig godt have haft brug for den vandfaste mascara i den forbindelse! Jeg fik så mange søde ord, gaver og kram med på vejen, så det halve kunne være nok (men hvorfor nøjes?). Ja, mine tossede kollegaer proppede mig endda ind i nyhedsbrevet med artiklen “From office trainee to TV Star”, som vel nærmest kan bruges til reference ved min kommende jobsøgning, taget i betragtning af de mange pæne ord, de har fået sneget ind!

Smukke smykker fra Anni Lu og Sanne Nordahn :)

Smukke smykker fra Anni Lu og Sanne Nordahn 🙂

Jeg fik derudover den fineste gavekurv af dem med alt, hvad et Katrine-hjerte begærer: Ceres Top, Asti, lakridschokolade, bolcher og ikke mindst noget med lidt længere holdbarhed: det fineste armbånd fra Anni Lu og smukke øreringe fra Sanne Nordahn. Det er da vist et godt tegn på, at det er tid til at skulle videre i karrieren, når kollegaerne kender mig SÅ skræmmende godt 😉

Jydens første dag som “københavner”

Lørdag morgen hjalp min mor og far mig med at læsse bilen med alt mit habengut, og så kørte vi sammen mod Hvidovre, hvor Jakob stod klar med den berømte baconlasagne, haha 🙂 Min søster og to nevøer var også lige forbi for at ønske mig velkommen til øen, og min nevø Emil scorede vist mange point ved Jakob, da han roste lasagnen til skyerne, hihi..

Da familien tog hjem, sad Lillemor og Lillefar pludselig alene tilbage i vores nye fælles hjem. Det var virkelig en mærkelig, men også rar følelse ikke at skulle tænke på, hvornår jeg skulle med toget hjem igen. Nu kan vi falde til ro sammen og lære hinanden meget bedre at kende i vores helt eget tempo.

Jakob sluttede aftenen af med at give mig mega mange tæsk i Matador *hmpf*. Men han er allerede tilgivet 😉

Nu som arbejdsløs

Et farvel til det gamle job betyder, at jeg skal i gang med at søge noget nyt (no shit, Sherlock!), men hvad mon der skal ske i mit næste kapitel? Jeg har aldrig sådan rigtig været ude på jobsøgningsmarkedet før, så jeg er lidt på ukendt og usikker grund. Forleden måtte jeg endda ringe til min a-kasse for at høre, hvordan dælen man egentlig får penge ud af dem, når nu jeg højst sandsynligt ikke har job i januar måned. Forhåbentlig er det ikke første gang, at de får så blankt et spørgsmål!

Det skal dog siges, at selvom jeg nu er arbejdsløs, er jeg samtidig utrolig fortrøstningsfuld, og kan ikke forestille mig andet, end at der pludselig dukker noget spændende op. Så må tiden vise, om jeg kigger tilbage på dette indlæg om et halvt års tid og tænker “naive pigebarn!”.

Lige meget hvad, har jeg nu en ny spændende by at udforske, og så er der jo altid en blog at skrible på, samt en ungkarlehybel at finde sig til rette i (læs: gøre mere pigevenlig, indtil vi forhåbentlig en dag finder en fælles lejlighed at starte “forfra” i). Forhåbentlig føler jeg mig en dag så meget hjemme i vores fælles lejlighed, at jeg kan kalde den “den nye hyggehytte – københavner edition” 🙂

The final kjøwenhavner-countdown

Nu nærmer flytningen sig! Om fire bittesmå dage indtager jeg Lillefars lejlighed med mit store læs af kjoler, bageudstyr og nips (så har man vel ikke brug for andet?). Oveni flytningen har jeg også sidste arbejdsdag på jobbet på fredag, så det er rigeligt at se til med nedpakning af både lejlighed og kontor. Og nååårh ja, så er det jo egentlig også snart jul… Pyha!

Åhhh, den "kære" singletid ;)

Åhhh, den “kære” singletid 😉 Mine kollegaer var næsten mere desperate end mig 😉

I dag kom jeg for alvor i gang med at smide gammelt lort ud på kontoret, og det er da fantastisk, som man pludselig kan finde ting, der har været væk i lang tid som bl.a. mit eksamensbevis og ansættelseskontrakt, der på mystisk vis har været forsvundet i et års tid (troede jeg). For pokker, hvor kan man dog samle meget gøjl sammen i løbet af 3,5 års ansættelse, men der dukkede også mange dejlige minder op 🙂 Min kollegaer kæmpede i tre laaaange år for at få mig afsat, så en dag mødte jeg bl.a. ind til denne seddel på min dør, haha.. Jeg arbejder på Institut for Datalogi, som har en kææææmpe overvægt af drenge, men lige lidt hjalp det 😉 Jeg var åbenbart så umulig at afsætte, så der skulle et tv-program til, før kollegaerne endelig kunne juble 😉 Nøj, hvor kommer jeg dog til at savne dem! Mon der gemmer sig nogle gode erstatningskollegaer derude et sted, som ville sætte pris på en kollega med forkærlighed for kjoler, flæskesteg og kage? *stadig på jobjagt*

Det er generelt et blandet mix af følelser, jeg render rundt med for tiden, men først og fremmest glæder jeg mig meget til, at Jakob og jeg endelig kan dele hverdagene sammen. Der er ingen tvivl om, at det bliver overvældende, når man har boet alene i så mange år, men nu springer vi ud i det og går all in! Det bliver SÅ rart at have Lillefar lige i nærheden hele tiden. Goodbye Skype!

Heldigvis har jeg også fået vendt min skepsis omkring København til, at det er vildt spændende ikke at ane noget om, hvad der kommer til at ske i 2015. Alle muligheder er åbne! Hvor mon jeg får job/får jeg overhovedet job? Hvor skal vi bo? Og sådan kan jeg fortsætte i en evighed 😉 Men heldigvis er jeg generelt et menneske, som tager tingene/mulighederne som de kommer og dukker op, så nu kaster jeg mig ud i det og krydser fingre for det skønneste 2015!