Tag Arkiv: Bolig

Travl arbejdsløs

Har travlt med at få styr på pisset ;)

Har travlt med at få styr på pisset 😉

Nu er der gået næsten en uge med titlen som arbejdsløs, men der er stadig ingen panik at spore i min knold, for jeg har faktisk slet ikke haft tid til at opfatte min egen elendighed endnu, haha..

Der er hele tiden noget at lave i lejligheden, for Jakob og jeg lever stadig lidt i flytterod, da vi begge har mange ting at se til, og så er vi vist også ramt af luksusproblemet “for mange ting på for lidt plads”. Mine kjoler kan i hvert fald knapt nok få vejret inde i klædeskabet efterhånden 😉

En eller anden dag SKAL jeg altså have mig en lejlighed med walk-in-closet igen, men sådan noget kan man nok ikke liiiiige finde i København til rimelige penge, for du godeste hvor nogle crazy huslejepriser de har sig herovre! *taber lige kæben*. Jeg får med jævne mellemrum tilbudt lejligheder gennem mit pensionsselskab, men de koster jo let 12000-14000 pr. måned! Så er der jo ikke penge til sovs og kjoler, for pokker.. Jyden er forarget!

Udover at hygge mig med flytterodet, render jeg rundt til diverse møder og kurser, så jeg når vist ikke at kede mig lige foreløbig. I går var jeg til noget så frækt som et jobsøgningskursus *uhlalaaaa* i København, hvor jeg fik lidt tips til nogle ting der skal rettes i CV’et, i dag var jeg til jobsamtale, og i morgen skal til mit første “hjælp, jeg er ledig”-møde ved min a-kasse i Aarhus, så derfor sidder jeg nu i bumletoget mod Jylland igen-igen-igen. Ja, faktisk har jeg pt. travlt med at holde de andre passagerer vågne med et hosteanfald, der bare ikke vil stoppe! Jeg prøver ihærdigt at ignorere den kildende fjer i halsen, men må gang på gang indse, at der skal fuld hammer på brølet, for at blive fri for krilleret. Pinligt…

Det kan godt være, at jeg havde en træls medpassager i bussen forleden, men i dag tager jeg da vist selv æren af at være fru nitten pomfritten at dele togkupé med.. Jeg har nu hostet fra Høje Taastrup til Vejle, så mon der snart kommer nogle Vicks Blue eller Halls flyvende i min retning? Jeg kan i hvert fald spore et par medpassagerer, som har lyst til at knalde nogle stykker hårdt i panden på mig lige nu. Entschuldigung… Mon jeg når frem uden fjender, som bander over mig i deres blog? 😉

Adiós 2014

Godt nytår!

Godt nytår!

2014 er nu blevet til 2015, så det er selvfølgelig tid til den obligatoriske nytårsopsamling, og det har godt nok været et vildt år! Tanker om 2015 må dog vente til næste indlæg, for ellers bliver det dælme noget af en tekst for i dag!
I får 2014-opsamlingen i punktform, så I ikke går døde på halvvejen (jeg giver dog ingen garantier):

  • Januar 2014: Uddannelse nummer to kommer i hus, og jeg hopper direkte på et barselsvikariat på Aarhus Universitet (hip hurra for at arbejde i det offentlige, hvor der er mange fertile kvinder!)
  • Endnu en uddannelse i hus :)

    Endnu en uddannelse i hus!

    Januar-juni 2014: Der kom for alvor fut i løbeskoene. 5 km’eren blev skruet ned fra 31 minutter til 26 minutter i løbet af tre måneder,  og d. 8/6 løb jeg mit første halvmaraton med min søster. Det er første gang i mit liv, at jeg sætter mig et mål, som det rent faktisk lykkes mig at gennemføre. Sejr! Mine tånegle er i øvrigt stadig smadrede her et halvt år efter, så jeg bliver rimelig ofte mindet om den store dag! Det ligner neglesvamp, men jeg ved heldigvis bedre 😉

  • Februar 2014: Jeg brækker for første gang i mit liv en knogle i min krop, og jeg var så dygtig at starte ud med fuckfingeren, der kom på afveje til en håndboldkamp, haha.. Det må vel være første tegn på alderdom, når knoglerne begynder at fordærve?
  • Marts 2014: Min seje mormor fylder 90 år!
  • April 2014: Sender en uskyldig mail til et produktionsselskab, som er ved at stable 2. sæson af “Gift ved første blik” på benene. Jeg skriver noget i retningen af “27 år, festabe som gerne vil falde til ro, giver snart op, hjælp mig før jeg kaster håndklædet i ringen!” Regner ikke med at høre mere fra dem…
  • Maj 2014: Bliver indkaldt til 1. casting på Gift ved første blik (fuck!)… Og derefter 2. casting (fuck fuck fuck fuck!)
  • Maj 2014: Jeg flytter fra min tre-værelses lejlighed med walk-in-closet til en bette hyggelig 2’er i et rarere kvarter. Hyggehytten er indtaget!
  • Maj-juni 2014: Bedsteveninden Tine og hendes familie lejer sig ind i min fars hus, så der er travlt med
    Aarhus City Halvmaraton gennemført!

    Aarhus City Halvmaraton

    at flytte mine fars ting og gøre huset i stand til de nye beboere. Det var en vild omgang med tre flytninger (mig, papa og Tine) i løbet af to måneder!

  • Juni 2014: Halvmaraton, 28 års fødselsdag, samt arrangering og afholdelse af søsters polterabend. Herefter gik det stærkt! D. 23/6 blev jeg midt i frokostpausen ringet op af produktionsselskabet: “Der er et match til dig, og du skal giftes om en uge!” (!!!!). Kollegaerne jublede, jeg panikkede, og min familie vidste ikkehelt, hvad de skulle tænke!
    Resten af juni gik med optagelser, jagt efter brudekjolen, panik og manglende appetit (så er den gal!).
    D. 30/6 rullede jeg mod KBH med en brudekjole i favnen, og blev indkvarteret på et hotel med min veninde Julie, som heldigvis var med som støtte!
  • Juli 2014: Blev gift med en (sød) mand, jeg aldrig havde mødt før. Holdt et brag af en bryllupsfest (som dog sluttede lidt for tidligt efter vores smag), fik grint en masse og tog på bryllupsrejse til Malaga med en kamerakvinde i nakken. Herefter stod den på et par uger i København med en masse optagelser, samtaler med eksperterne og ikke mindst hygge med Jakobs venner.
  • August 2014: Vi besluttede os for at forblive gift efter 5 ugers ægteskab, og tog derefter direkte på Smukfest med en masse skønne damer. Herefter stod den på bryllup ved en god veninde og senere på måneden ved min søster.
  • September 2014: Pendler uendelig meget mellem Aarhus-KBH, og nyder freden inden programmerne bliver vist på tv.
  • Oktober 2014: Opretter Hyggehytten.dk, og napper en kærestetur til Malmø inden freden er forbi (officielt er jeg dog af sted med en veninde, da forholdet stadig er tys-tys, hehe).
    Gift ved første blik har tv-premiere d. 21/10 og pludselig går det op for os, at hele Danmark skal se med på tossestregerne! Dagen efter tv-premieren fylder min skønne far 70 år, hvilket bliver fejret med en ordentlig røvfuld sushi!
  • November 2014: Vi forsøger at vænne os til det nye liv som halv-kendte. Meget mærkeligt! Der er run på med interviews, og d. 25/11 kan vi endelig afsløre, at vi som det eneste par stadig er sammen. Sikke en lettelse endelig at kunne snakke frit fra leveren, og efter et besøg i Aftenshowet, fik vi endelig lidt fred fra medierne igen.
  • December 2014: Jeg flytter ind ved Jakob i Hvidovre. Hyggehytten er officielt blevet en kjøwenhavnerhytte!

Fortsættelse på december: Jeg nåede knap nok at hænge alle kjolerne på plads i Hvidovre, før vi pludselig sad i flyet på vej mod Schweiz, hvor Jakobs lillesøster er au pair. Vi havde ikke rigtig nogle planer for nytårsaften, så da hun lokkede med smuk natur og udendørs jacuzzi, sagde vi ja tak mæ’ det vuns! Og der VAR virkelig smukt overalt! Vi så det ene Toblerone-bjerg efter det andet, så jeg var selvfølgelig konstant chokoladesulten 😉

Nytårsaften fejrede vi med livestreaming af dronningens nytårstale, laksemadder og entrecote-bøffer. Derefter hoppede vi direkte tilbage i sofaerne, hvor filmen “Invictus” om Nelson Mandela blev smidt på. Filmen var lidt kedelig (politik siger mig nada), men vi peppede den op med lidt drukleg! Om eftermiddagen havde jeg bagt brownies med tre forskellig slags chokolade, som vi kørte ned til dessert sammen med en god klat vanilleis – smous! Den opskrift må I have en dag.

Da klokken nærmede sig 00:00, tændte vi op for jacuzzien, og hoppede derud med en flaske champagne, så vi kunne skåle det nye år ind med manér (selvom champagnen smagte af surt pis, hehe..). Og ja! Jeg fik mit nytårskys! Vi gik til køjs kl. 01:30, så det må siges at have været en rolig aften, men sådan er det vel, når man er blevet kærestekedelig? 😉

Når jeg ser tilbage på 2014, kan jeg egentlig godt forstå, at jeg er føler mig flad som en pandekage nu, for der har dælme været run på damen! Nu skal jeg liiiiige trække vejret lidt, og så må vi se, hvad 2015 byder på.

Jeg håber, at I alle havde en skøn nytårsaften, og ønsker jer et fantastisk 2015 med masser af sovs, kage, rejser og grin! Det er i hvert fald efter min optik det helt optimale mix 🙂

 

 

Eksiljyde, arbejdsløs og samboende

Første dag i København blev fejret med 1,5 liter champagne fra Billedbladet ;)

Så er København indviet med 1,5 liter bobler i favnen 😉

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte og slutte dagens blogindlæg, for der er saftsuseme sket meget siden sidst! Sagt ganske kort er jeg på bare en uge blevet beriget med følgende titler: eksiljyde, arbejdsløs og samboende. What a move!

Siden sidst har mit liv derfor stået på nedpakning af lejlighed, sidste dag på jobbet og i lørdags invaderede jeg så Jakobs ungkarlehybel med min store samling af de fire livsnødvendige K’er: Kjoler, Kähler-vaser, Kagebagningsudstyr og Kærlighed (til både Jakob og de tre andre K’er – selvfølgelig!).

Farvel AU

Det var møg hårdt at skulle sige farvel til kollegaerne på Aarhus Universitet (man fristes til at sige: TRÆLS!), og tudeprinsessen kunne virkelig godt have haft brug for den vandfaste mascara i den forbindelse! Jeg fik så mange søde ord, gaver og kram med på vejen, så det halve kunne være nok (men hvorfor nøjes?). Ja, mine tossede kollegaer proppede mig endda ind i nyhedsbrevet med artiklen “From office trainee to TV Star”, som vel nærmest kan bruges til reference ved min kommende jobsøgning, taget i betragtning af de mange pæne ord, de har fået sneget ind!

Smukke smykker fra Anni Lu og Sanne Nordahn :)

Smukke smykker fra Anni Lu og Sanne Nordahn 🙂

Jeg fik derudover den fineste gavekurv af dem med alt, hvad et Katrine-hjerte begærer: Ceres Top, Asti, lakridschokolade, bolcher og ikke mindst noget med lidt længere holdbarhed: det fineste armbånd fra Anni Lu og smukke øreringe fra Sanne Nordahn. Det er da vist et godt tegn på, at det er tid til at skulle videre i karrieren, når kollegaerne kender mig SÅ skræmmende godt 😉

Jydens første dag som “københavner”

Lørdag morgen hjalp min mor og far mig med at læsse bilen med alt mit habengut, og så kørte vi sammen mod Hvidovre, hvor Jakob stod klar med den berømte baconlasagne, haha 🙂 Min søster og to nevøer var også lige forbi for at ønske mig velkommen til øen, og min nevø Emil scorede vist mange point ved Jakob, da han roste lasagnen til skyerne, hihi..

Da familien tog hjem, sad Lillemor og Lillefar pludselig alene tilbage i vores nye fælles hjem. Det var virkelig en mærkelig, men også rar følelse ikke at skulle tænke på, hvornår jeg skulle med toget hjem igen. Nu kan vi falde til ro sammen og lære hinanden meget bedre at kende i vores helt eget tempo.

Jakob sluttede aftenen af med at give mig mega mange tæsk i Matador *hmpf*. Men han er allerede tilgivet 😉

Nu som arbejdsløs

Et farvel til det gamle job betyder, at jeg skal i gang med at søge noget nyt (no shit, Sherlock!), men hvad mon der skal ske i mit næste kapitel? Jeg har aldrig sådan rigtig været ude på jobsøgningsmarkedet før, så jeg er lidt på ukendt og usikker grund. Forleden måtte jeg endda ringe til min a-kasse for at høre, hvordan dælen man egentlig får penge ud af dem, når nu jeg højst sandsynligt ikke har job i januar måned. Forhåbentlig er det ikke første gang, at de får så blankt et spørgsmål!

Det skal dog siges, at selvom jeg nu er arbejdsløs, er jeg samtidig utrolig fortrøstningsfuld, og kan ikke forestille mig andet, end at der pludselig dukker noget spændende op. Så må tiden vise, om jeg kigger tilbage på dette indlæg om et halvt års tid og tænker “naive pigebarn!”.

Lige meget hvad, har jeg nu en ny spændende by at udforske, og så er der jo altid en blog at skrible på, samt en ungkarlehybel at finde sig til rette i (læs: gøre mere pigevenlig, indtil vi forhåbentlig en dag finder en fælles lejlighed at starte “forfra” i). Forhåbentlig føler jeg mig en dag så meget hjemme i vores fælles lejlighed, at jeg kan kalde den “den nye hyggehytte – københavner edition” 🙂