Tag Arkiv: Aarhus

Jeg har skjult noget for jer

COLOURBOX12031779Jeg har skjult en del ting for jer det sidste stykke tid.

Mange af jer har troligt fulgt med på sidelinjen og heppet i vildskab, da Jakob og jeg var med i projekt “Gift ved første blik”, og derfor vil jeg også tro, at de fleste af jer efterhånden også har spottet den ærgerlige nyhed i medierne om, at Jakob og jeg desværre ikke længere er kærester. Egentlig ser jeg ikke nogen grund til at udpensle situationen yderligere, da et brud selvfølgelig altid er en meget privat sag – lige meget om man har været i tv eller ej -, men derfor vil jeg alligevel gerne knytte nogle få ord til situationen, så I har ordene direkte fra kilden.

Først og fremmest er det utroligt vigtigt for mig at understrege, at der bestemt (og heldigvis!) ikke er noget drama at spore. Kort og godt er vi stadig gode venner, som har delt en kæmpe oplevelse og støtter hinanden i tykt og tyndt, men nogle gange er kærligheden desværre bare en stædig fætter at danse med.

Status er nu, at jeg er flyttet tilbage til Aarhus igen, og det er blandt andet derfor, at jeg ikke har kunnet afsløre for jer, at mit nye job er (tadaaaaa!) som studieadministrativ medarbejder på VUC Aarhus, da det jo ville være ret afslørende med den lokation. Der var altså ikke hemmeligheder i luften, fordi jeg var blevet agent eller lignende 😉

Jeg har været tilbage i hjembyen i en måneds tid nu, og derfor har det selvfølgelig været en kæmpe udfordring at skrive indlæg de sidste par måneder, fordi jeg har haft så mange hemmeligheder for jer, og fordi humøret ikke har været i top. Forhåbentlig bliver det lidt nemmere nu, hvor jeg kan snakke frit fra leveren igen. Jeg håber i hvert fald, at I fortsat vil følge med, selvom mine sidste mange indlæg måske (af gode grunde) har været lidt overfladiske og udetaljerede – bortset fra snak om strålemås osv., som jo er vigtige detaljer at få med 😉

Som en afslutter på dagens indlæg vil jeg gerne sige tusind tak for jeres kæmpe opbakning hele forløbet igennem! Det har været en stor og positiv oplevelse at deltage i et spændende kærlighedseksperiment, hvor jeg har lært utroligt mange ting om mig selv, og især også om den pokkers svære kærlighed.

K.h. Katrine

 

 

Eksiljyde, arbejdsløs og samboende

Første dag i København blev fejret med 1,5 liter champagne fra Billedbladet ;)

Så er København indviet med 1,5 liter bobler i favnen 😉

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte og slutte dagens blogindlæg, for der er saftsuseme sket meget siden sidst! Sagt ganske kort er jeg på bare en uge blevet beriget med følgende titler: eksiljyde, arbejdsløs og samboende. What a move!

Siden sidst har mit liv derfor stået på nedpakning af lejlighed, sidste dag på jobbet og i lørdags invaderede jeg så Jakobs ungkarlehybel med min store samling af de fire livsnødvendige K’er: Kjoler, Kähler-vaser, Kagebagningsudstyr og Kærlighed (til både Jakob og de tre andre K’er – selvfølgelig!).

Farvel AU

Det var møg hårdt at skulle sige farvel til kollegaerne på Aarhus Universitet (man fristes til at sige: TRÆLS!), og tudeprinsessen kunne virkelig godt have haft brug for den vandfaste mascara i den forbindelse! Jeg fik så mange søde ord, gaver og kram med på vejen, så det halve kunne være nok (men hvorfor nøjes?). Ja, mine tossede kollegaer proppede mig endda ind i nyhedsbrevet med artiklen “From office trainee to TV Star”, som vel nærmest kan bruges til reference ved min kommende jobsøgning, taget i betragtning af de mange pæne ord, de har fået sneget ind!

Smukke smykker fra Anni Lu og Sanne Nordahn :)

Smukke smykker fra Anni Lu og Sanne Nordahn 🙂

Jeg fik derudover den fineste gavekurv af dem med alt, hvad et Katrine-hjerte begærer: Ceres Top, Asti, lakridschokolade, bolcher og ikke mindst noget med lidt længere holdbarhed: det fineste armbånd fra Anni Lu og smukke øreringe fra Sanne Nordahn. Det er da vist et godt tegn på, at det er tid til at skulle videre i karrieren, når kollegaerne kender mig SÅ skræmmende godt 😉

Jydens første dag som “københavner”

Lørdag morgen hjalp min mor og far mig med at læsse bilen med alt mit habengut, og så kørte vi sammen mod Hvidovre, hvor Jakob stod klar med den berømte baconlasagne, haha 🙂 Min søster og to nevøer var også lige forbi for at ønske mig velkommen til øen, og min nevø Emil scorede vist mange point ved Jakob, da han roste lasagnen til skyerne, hihi..

Da familien tog hjem, sad Lillemor og Lillefar pludselig alene tilbage i vores nye fælles hjem. Det var virkelig en mærkelig, men også rar følelse ikke at skulle tænke på, hvornår jeg skulle med toget hjem igen. Nu kan vi falde til ro sammen og lære hinanden meget bedre at kende i vores helt eget tempo.

Jakob sluttede aftenen af med at give mig mega mange tæsk i Matador *hmpf*. Men han er allerede tilgivet 😉

Nu som arbejdsløs

Et farvel til det gamle job betyder, at jeg skal i gang med at søge noget nyt (no shit, Sherlock!), men hvad mon der skal ske i mit næste kapitel? Jeg har aldrig sådan rigtig været ude på jobsøgningsmarkedet før, så jeg er lidt på ukendt og usikker grund. Forleden måtte jeg endda ringe til min a-kasse for at høre, hvordan dælen man egentlig får penge ud af dem, når nu jeg højst sandsynligt ikke har job i januar måned. Forhåbentlig er det ikke første gang, at de får så blankt et spørgsmål!

Det skal dog siges, at selvom jeg nu er arbejdsløs, er jeg samtidig utrolig fortrøstningsfuld, og kan ikke forestille mig andet, end at der pludselig dukker noget spændende op. Så må tiden vise, om jeg kigger tilbage på dette indlæg om et halvt års tid og tænker “naive pigebarn!”.

Lige meget hvad, har jeg nu en ny spændende by at udforske, og så er der jo altid en blog at skrible på, samt en ungkarlehybel at finde sig til rette i (læs: gøre mere pigevenlig, indtil vi forhåbentlig en dag finder en fælles lejlighed at starte “forfra” i). Forhåbentlig føler jeg mig en dag så meget hjemme i vores fælles lejlighed, at jeg kan kalde den “den nye hyggehytte – københavner edition” 🙂

Jubel og tøjkrise

Perfekt præmie til en Aarhus/Århus-pige :)

Perfekt præmie til en pige med et stort hjerte for Aarhus/Århus:)

Først lidt jubel: I går vandt jeg for første gang nogensinde en konkurrence! Præmien var et fantastisk serigrafisk tryk fra Aamosen til både min veninde og jeg. Aamosen laver nogle vildt fine tryk med forskellige Aarhus-motiver, og jeg er fuldstændig forelsket i “Aarhuspigen”, som jeg nu er den lykkelige indehaver af 🙂 Yay!

Og så til det mere alvorlige: Tøjkrise! En giga en af slagsen endda! På onsdag skal jeg i Aftenshowet i forbindelse med, at den sidste udsendelse af “Gift ved første blik” bliver sendt tirsdag. Fuck!

Det er egentlig pudsigt, som det kan hyle mig helt ud af den at skulle på tv i sølle 5 minutter, når jeg næsten lige er blevet filmet konstant i halvanden måned. MEN det er altså noget andet at skulle filmes live, hvor søde klippere ikke kan skjule, når man fucker op. Men én ting er, at man kan komme til at lukke en masse lort ud på ganske kort tid – en anden ting er, at man jo også helst skal se nogenlunde præsentabel ud. Jeg har vist omkring 25 kjoler hængende i skabet, men ikke en eneste af dem tiltaler mig lige nu. Det er da også forbandet, at man skal sidde ned under optagelserne, så dunserne for alvor får ubehageligt gode vilkår for at brede sig. ARGH!

Mon den kan skjule dunserne på onsdag?

Mon denne kan skjule dunserne på onsdag?

Denne situation kaldte selvfølgelig med det samme på min evige redningskrans: Zalando! Min konto er (som altid…) i krise, men jeg tillod mig at smide denne sorte (og dermed slankende) kjole til 299 DKK i kurven. Mon ikke, at den også ville kunne genbruges til en julefrokost eller to?

Nu er det bare spændende, om den når at dukke op, for den er endnu ikke afsendt fra lageret 🙁 OG ikke mindst om den overhovedet er “delle-venlig”. Puha, jeg stresser allerede! First world problem – jeg ved det…

Hvem giver i øvrigt en bajer, hvis jeg udbryder “Røvbanan!” midt i showet? 😉