Tag Arkiv: Aarhus

Newline event, storby og savn

imageSidder netop nu med rumpen godt plantet i toget fra København mod Aarhus (efter et skønt veninde-pitstop i Odense). Transporttid er den optimale gødning til en støvet blog, so here you go☺️

I tænker jo nok: hvorfor døvlan har ærkejyden brugt weekenden i storbyen, når nu hun har det så trygt og godt i den jyske muld? Jooooow, jeg var blevet inviteret til et hyggeligt løbeevent med Newline, hvor jeg mødte en masse søde mennesker og fik luntet lidt rundt i storbyen, så der var en mening med “galskaben”😉 Vi fik også præsenteret den fine nye forårskollektion, som landede i min webshop for nogle uger siden😊 SÅ smukke farver!😍

Jeg er stadig i fuld gang med at træne op til halvmarathon i Aarhus d. 19/6, og i den forbindelse står den lige nu på en challenge i samarbejde med Newline, hvor mit mål er at løbe 80 km i alt i april måned. Efter gårsdagens 4 km luntetur med Newline, er jeg nu oppe på 42 km, så det virker efterhånden overskueligt😊

Da vi var færdige med lunteturen, mødtes jeg med en gammel gymnasieveninde, som (desværre) er flyttet til København. Vi er flittige biografgængere, når vi en sjælden gang i mellem ses, så vi nød en “vild” lørdag aften med filmen “Room”, popcorn og tonsvis af skumbananer (knaldtilbud i Føtex FTW!)😛 Hold kæft, hvor er vi egentlig blevet gamle😂

Et bette godt råd: Hvis I endnu ikke har set “Room”, bør I altså skynde jer mod lærredet! Scheisse, for en gribende historie og imponerende skuespil!👌🏻 Mutter her sad flere gange og vandede høns😭

Nåh, nu varer det ikke længe før toget endelig ruller ind på Aarhus-perronen, hvor en savnet Jeppe står klar med kæmpe kram og snavere❤️ Jeg kan ikke huske, hvornår Jeppe og jeg sidst har sovet hver for sig, så det har sgu været hårdt at være væk fra hinanden, men savn er nok sundt engang imellem, selvom det er hårdt😊 Nu vil jeg dog gerne hjem til Hyggehytten og min klippe!❤️

Savn er sundt – med måde!😉

Don’t jinx it, Katrine!

Ugens menu...

Ugens menu…

Min uge startede i fuld hopla med IKEA-tur i selskab med mutter i mandags, hvor jeg blandt andet stolt kunne berette, at jeg har haft en laaaaang periode uden sygdom. For helvede Katrine! Don’t jinx it! Blot 24 timer senere begyndte halsen at kradse, og om aftenen måtte jeg så krybe under dynen med myrepatter, kulderystelser og seriøse optræk til feber. Og ja, ganske rigtigt vågnede jeg svedende op med en møg-hals flere gange i løbet af natten, så jeg smækkede mæ’ det vuns en SMS af sted mod mit lægehus, hvor jeg pænt bad om en tid til tjek for halsbetændelse, og jeps, selvdiagnosen var ganske korrekt. Er der nogen, som er ekspert i halsonde, må det vist (desværre) efterhånden være mig..

En stor del af min barndom er gået med en hulens masse halsbetændelser, og da jeg tilbage i 2004 ramte ind i 7 styks på et enkelt år, var beslutningen let: de klamme mandler skulle cuttes væk hurtigst muligt, og det var uden tvivl verdens bedste beslutning! Jeg har kun haft et par enkelte halsbetændelser siden, så det er jo bestemt til at leve med, men derfor var det dog alligevel nedslående, da lægen måtte sende mig på penicillinkur for halsbetændelse igen i denne uge. Øv!

I dag er jeg så endelig vendt tilbage på arbejde igen efter tre dage som et svedende, blegt svin, der kun har indtaget is, koldskål og bananmos. Charmetrold! Hvor var det dog skønt at hoppe under bruseren i morges og føle sig nogenlunde som et menneske igen. Hip hurra for penicillin!

Du kan tage pigen ud af Aarhus…

Smuk smuk Aarhus-sang fra fru Dickow <3

Smuk smuk Aarhus-sang fra fru Dickow <3

Jeg har fået set åndssvagt meget tv de sidste par dage, og blandt andet havde jeg glæden af at se Tina Dickows optræden i Aftenshowet i går med hendes nye single “Pigen ud af Aarhus“. Jeg har altid været stor fan af Dickows musik, og denne gang rammer hun mig godt nok lige i hjertet. Der må være et eller andet tykt hjemstavnsbånd i os Åbyhøj-piger <3 Hvad synes I om hendes nye sang? 🙂

Heldigvis har jeg for længe siden sikret mig billetter til hendes koncert i Aarhus Festuge om en uge, og jeg glæder mig helt vildt! Næste uge bliver godt nok også en heftig arbejdsuge, men lidt fornøjelse skal der altså også være plads til 🙂

Gensynsforvirring

Madhygge med min smukke kusine :)

Madhygge på OliNico med min smukke kusine 🙂

I går var der dømt råhygge med to af mine kusiner, som jeg er så heldig at have selskab af her i smilets by. Vi skulle et smut på V58 om aftenen, hvor der er gratis stand up hver mandag til torsdag aften 🙂 Niveauet er meget svingende, men der er nu altid garanti for et godt grin, da der er lidt for enhver smag, og i går var bestemt ingen undtagelse 🙂

Min kusine Mathilde og jeg startede dog først ud med læææækker mad på OliNico i Mejlgade, hvor jeg aldrig har været før (og det indser jeg nu, er en fejl af dimensioner!). For bare 100 kr. pr. mand fik vi den lækreste rejesalat med avokadocreme til forret og derefter var der dømt braiseret hane i estragon med asparges – OG brændte løg, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne lade være med at fnise lidt af 😉 Stakkels hane! 😉

Der var godt fyldt op indenfor, så vi fik et bord ude i blæsten. En lettere kølig omgang, men Aakjær-vikingerne klarede det 😉 Hvad pokker sker der i øvrigt for eskimo-sommeren?! Jeg begynder at blive lidt bekymret for min sommerferie… Sååå øøøhhh, hvem kører sydpå efter d. 18/7 og har en ledig balle-plads til en træt og solskinshungrende pige? 😉

Nåh, men vi sidder ude og nyder den lækre mad, da en stakkels dreng på 11-12 år pludselig vælter på cykel lige foran os med et ordentligt brag, da hans cykelstyr var blevet viklet ind i det flagrende stof, som I nok kan se i baggrunden af billedet. Heldigvis skete der vist ikke noget slemt med ham, men han havde også meget travlt med at komme væk fra “gerningsstedet”, og det kender jeg dælme godt selv! Man har altså ikke lyst til at ligge og pive på asfalten foran 20 fremmede mennesker! Der skal helst slikkes sår og trilles tårer alene 😉 Ikke at jeg nogensinde er klodset! Eller…

Hane med brændte løg ;)

Hovedret: Hane med brændte løg 😉

En kvinde, der var med til at hjælpe drengen op, kom bagefter hen til mig og spurgte “læser du ikke til ergoterapeut?”, hvilket jeg jo ikke lige kan prale af 😉 Min kusine og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, for jeg har tidligere fortalt hende lidt om, hvordan folk ikke rigtig kan “placere mig” længere. Jeg oplever mange, der spontant siger “hej” fordi de tror, at vi kender hinanden, og derudover er jeg stødt på:

  • En der troede, at vi havde arbejdet sammen engang
  • To der troede, at vi havde været på kursus sammen dagen forinden
  • En underviser der troede, at hun havde undervist mig før
  • En ekspedient i Matas, som troede at hun havde lagt makeup på mig før

– Og kvinden i Mejlgade var så blot det nyeste skud på stammen af folk, som er sikre på, at vi har mødt hinanden før, hihi..

Jeg bliver altid lidt akavet, og ved ikke rigtig hvad jeg skal svare, for de bliver af en eller anden grund ret pinligt berørt, når jeg siger, at de muligvis nok bare er stødt på mig i tv 😀 Det hænger vist meget sammen med danskernes generelle berøringsangst, men der er vel ikke noget pinligt i, at have set tv? 😉 Jeg synes jo kun, at det er rart at få lidt ekstra smil og hilsner med på vejen, så tak for dem 😉