Sukkergrisens udfordringer

Hvem melder sig frivilligt? ;)

Hvem melder sig frivilligt som føde? 😉

Normalt har jeg enten kjole eller nederdel på hver evig eneste dag, men grundet gårsdagens dårlige vejr, var jeg så frisk at hoppe i et par smart-i-en-fart-jeans fra morgenstunden af. Eller det vil sige: jeg TROEDE, at jeg hoppede i et par jeans, men af en eller anden grund, var de så uenige med mig, at de pure nægtede at lukke sig.. Satans!😳

Fordelen ved de sædvanlige strømpebukser er, at de udvider sig så herligt, når dunken bliver straffet lidt ekstra, men man må sige, at jeans er noget mindre humane! Hvem behøver en vægt, når man kan tage jeans-testen hvert halve år?😉

Egentlig er det også fair nok, at min krop begynder at miste pusten, for de sidste par måneder har jeg indtaget slik og/eller kage dagligt(!), så en eller anden dag måtte hammeren jo falde. Og av, det slog hårdt på hende sukkergrisen!

Jeg har faktisk altid troet, at jeg ville blive pisse tynd, når jeg fik en kæreste, da jeg jo sparer alle de lumske alkohol-kalorier, som plejer at blive indtaget i den ugentlige nattejagt efter den eneste ene, men der blev jeg dæl-dytme snydt! Måske kunne det dog også handle om, at jeg søndag efter søndag havde det så piv-ringe, at jeg stort set aldrig spiste noget, og dermed gik kalorieregnskabet nok op? 6-1 kuren for singler kan anbefales!

Et wake up call er dog også sundt engang imellem, så nu hapser jeg sgu en uge (måske to?) uden slik og kage. Bum! Jeg er nu på tredjedagen, og har allerede sagt nej til generøs uddeling af æblekage, småkager og Carte D’or, samt sejret i at ignorere vores altid fristende bøtte med “Lossepladsen” på jobbet. Så langt, så godt! Hovedet trykker lidt, men ellers har jeg indtil videre undgået de vilde cravings.

Jeppe tvivler dog på, at mine ekstra kilo har noget at gøre med mit sukkerindtag, men nok nærmere generelt mit abnormt store indtag af mad. Muligvis gav jeg ham også lidt af et chok i søndags, da min morgen startede ud med skyr + banan + æg + 6 skiver franner + 2 boller. Måske har han alligevel fat i et eller andet, men jeg er altså ikke vokset op med at levne noget på tallerkenen, så det med mængderne er en større udfordring for mig.

Derfor starter jeg nu blidt ud med at sige lidt farvel til mine elskede kompagnoner: hr. slik og fru kage, og det kan vel aldrig skade 😉 Det kan godt være, at jeg hældte to liter sovs ned til den kære and i går aftes, men i det mindste sagde jeg nej tak til Carte D’oren 😉 Man skal jo starte et sted!

…Det bliver vist heller ikke i morgen, at jeg får klemt mig i cowbøjderne!

1 Kommentar

  1. susanne dalsgaard nielsen

    Det lyder til at du er på rette vej i kampen mod sukkertrangens udfordringer. Men vaner tager jo ca en 14 dages tid, før man kommer over den aller største trang.
    Men jeg tror at jeg giver din kæreste lidt ret i, at det også kommer an på den mængde mad som man skovler ind.
    Det har taget mig lang tid og jeg stadigvæk levne lidt engang imellem.
    Men mon ikke at du nok skal komme helskindet igennem.
    God vind herfra

    Svar

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *