På visit i DR-byen

På visit i DR-byen

På visit i DR-byen

Jeg er efterhånden nogle dage bagud med updates fra Hyggehytten, men dagen i dag er præget af snot, feber og hovedpine, så I må bære over med mig, hvis jeg skriver noget volapyk (det er sgu altid godt med en undskyldning for dårlig tegnsætning) 😉

Jeg blev allerede sløj i går, men alle “Gift ved første blik”-deltagerne var inviteret til en bette get-together i DR-byen i går aftes, så jeg forsøgte at holde mig nogenlunde oprejst indtil da, for jeg skulle satme da ik’ gå glip af noget!

Allerede da vi trådte ind i bygningen, blev jeg overvældet! Skide være med, at det vrimlede med kendte journalistansigter, for jeg blev fanget af noget helt andet: i foyeren stod Bamses hus med skorsten, honningkrukke og hele molevitten klar som velkomst! Wauw! 😀 Nej, der skal ikke så meget til at imponere en jyde, og gode barndomsminder går rent ind! Det krævede sgu lige et par billeder til scrapbogen (hvis man altså havde sådan en..) 😉

Dagens højdepunkt!

Dagens højdepunkt!

Det var rart, men også lidt mærkeligt, endelig at møde de andre deltagere, for vi følte jo alle, at vi allerede kendte hinanden, selvom vi aldrig havde mødt hinanden før. Jeg tror, at det var en lettelse for os alle at få snakket en masse ting igennem og sparret med ligesindede, som kan sætte sig 100 procent ind i den situation, vi står i nu. Ingen af os er jo vant til det her tv-gøjl, hvor man pludselig løber ind i en mediestorm efter hvert program, som man umuligt kan forberede sig på. Så alt i alt: en rar aften i godt selskab 🙂

Tidligere i dag læste jeg en artikel i ALT for Damerne om Lykke fra første sæson, som endte med at bryde sammen på grund af hendes medvirken i eksperimentet. Det var tankevækkende læsning, og jeg forstår 100%, hvorfor det hele pludselig blev for meget, for det har dæl-dytme været noget af en omgang. Heldigvis føler jeg dog, at jeg pt. er stærk nok til at tackle alt det der sker lige nu, selvom det er pisse mærkeligt, at folk pludselig tager snigerbilleder af en i toget (obs: tag lige blitzen af en anden gang eller spørg pænt 😉 ) Det skal man altså lige vænne sig til!

Nu vil jeg give hvert næsebor et befriende skud Otrivin, nappe et par timer på øjet, og så er jeg ellers klar til at se 3. afsnit om bryllupsrejserne kl. 20.45. Jeg skulle egentlig have haft tøsebesøg, men jeg er vist ikke en særlig spændende værtinde i dag, så jeg napser afsnittet alene i selskab med hyggedragt, sofa, dyne, porre-kartoffelsuppe og en ordentlig stabel ristet rubber med et syndigt lag Nulla (ristet rugbrød med Nutella for dem der ikke snakker “Katrinsk”).

Er I også klar ved skærmen til – endnu – et spændende afsnit? 🙂

2 Kommentarer

  1. amanda

    Hvor dejligt at læse dette om dine tanker omkring at blive et “kendt ansigt”.

    Min mand (og dermed også jeg selv) er med i et DR program, der har premiere til januar.. Og jeg er så spændt, angst, nervøs mm. for hvordan det bliver, og hvordan omverdenen tager imod vores medvirken i TV..

    Jeg er spændt på hvordan det bliver for vores datter i børnehaven.

    Jeg er spændt på hvordan det bliver, når jeg også gennem optagelserne var gravid med vores andet barn, og min mand midt under optagelser skulle kaldes hjem fordi jeg gik i fødsel.

    Jeg er spændt på hvordan vi bliver fremstillet..

    Jeg tænker en masse om det – nu hvor vi nærmer os tiden for program start – uden rigtigt at kunne sætte ord på…

    Nå, men i hvert fald – tillykke med jer…

    Svar
    1. katrine_hyggehytten (Forfatter)

      Hej Amanda
      Hvor lyder det spændende, at du også er på vej til at blive “tv-star” 🙂 Er spændt på, hvad du skal være med i, men det må du jo nok ikke røbe 😉
      Jeg er sikker på, at det nok skal gå rigtig fint, for DR er jo sjældent ude på at fremstille folk på en dårlig måde, så det er aldrig så slemt, som man frygter. Jeg var virkelig også nervøs, men blev kun positivt overrasket over resultatet:)
      Jeg hepper på jer, når jeg støder på et DR-program med en fødende Amanda 😉
      K.h. Katrine

      Svar

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *