Ny sæson af Gift Ved Første Blik

image

Så er der en ny sæson af Gift Ved Første Blik på vej! Nøj, det bliver spændende 🙂

I går kom der pressemeddelelse fra DR om, at den nye sæson af Gift Ved Første Blik starter d. 13/10 (indsæt klappende, begejstrede hænder!).

Jeg glæder mig helt enormt til at se den nye sæson, og der ser ud til at gemme sig nogle rigtig spændende personligheder imellem – selvom jeg selvfølgelig kun kan dømme på de pressefotos, der er blevet frigivet. Skinnet kan jo bedrage 😉

Det giver et sus i maven på mig, hver gang jeg bliver mindet om det sidste vilde år, og jeg håber virkelig, at de nye deltagere føler sig godt psykisk rustet til den vilde rutchebanetur, som det bliver. Jeg husker tydeligt, hvor stor en lettelse det var, da pressemeddelelsen endelig kom ud, så man kunne fjerne den pokkers mundkurv (en anelse i hvert fald) 🙂 Nu venter der til gengæld mange måneders medieopmærksomhed, og det kan være en ordentlig mundfuld, når man ikke er vant til at være i fokus. Pyha! 🙂

Jeg håber virkelig inderligt, at det lykkes for nogle af de nye par at finde deres store kærlighed, for programmet fortjener altså nogle succeshistorier efterhånden <3 Fra min side sender jeg i hvert fald al mulig god vind i de nye deltageres retning! Kom så besværlige, dumme, dejlige, bøvlede, umulige, skønne kærlighed! 🙂 You can do it!

Jeg kan vel ikke være den eneste, der kommer til at sidde klistret til skærmen? 😉

På inspirationsjagt

Katten har været til foredrag på Tranbjerg Bibliotek :)

Katten har været til foredrag på Tranbjerg Bibliotek 🙂

Nu er der efterhånden final countdown til mit foredrag i næste uge (ret godt timet med den nye sæson), og i den forbindelse forsøger jeg at suge lidt inspiration til mig fra forskellige sider. I mandags var jeg blandt andet et smut på Tranbjerg Bibliotek, hvor Søren Holm fra DR’s “Rigtige Mænd” holdt foredrag. Jeg havde aldrig rigtig været til foredrag før, så jeg håbede på, at det ville give mig en idé om, hvordan jeg kunne gribe det hele an i næste uge, hvor jeg selv har “hovedrollen”.

Jeg var meget imponeret over, hvor godt et snakketøj Søren havde, og at han kun støttede sig til en lille krøllet lap, og pludselig var en hel time fløjet af sted. Jeg blev meget obs på, at det er de små sjove historier, som fanger, så dem skal jeg vist have fundet lidt flere frem af gemmerne af 🙂 Alt i alt fik jeg en god idé om, hvor afslappet sådan et biblioteksforedrag – heldigvis – er, så det gav lidt ro i sindet. Jeg får dog brug for liiiiiidt flere stikord end en lille krøllet lap, og billeder skal der da også krydres med efter min mening 🙂

Et par veninder er også blevet præsenteret for mit nuværende materiale, så de kunne komme med lidt inputs til deres oplevelser af mit vilde eksperiment. Jeg har haft så meget om ørerne, at min hukommelse har givet op på at lagre alle oplevelser med programmet, så det er godt med lidt backup-hukommelse fra dem.

Det er lidt skræmmende, at jeg allerede har glemt så meget, men det har dæl-dytme også været noget af en omgang! Tænk sig – på 9 måneder gik jeg fra at være single til at blive gift med en ukendt gut, hoppe på bryllupsrejse, blive filmet (i hoved og næsten røv), komme på landsdækkende tv, blive skilt, stoppe på mit arbejde, flytte til en helt ny by, være arbejdsløs i et par måneder, flytte retur til Aarhus, og til sidst starte op på nyt job i min elskede hjemby. Pyha, jeg mister næsten pusten ved at skrive det!

Summasummarum: Der er rigeligt med materiale, så nu skal der bare styr på nerverne 🙂

 

2 Kommentarer

  1. katrine_hyggehytten (Forfatter)

    Hej Merete

    Tusind tusind tak for dine mange positive ord!
    Hvor er det dejligt, at kunne sprede lidt glæde ude i det danske land 🙂

    Dejlig weekend til dig og god vind med din blog (som i øvrigt har et skønt navn!).

    K.h. Katrine

    Svar
  2. Merete Bjerrum

    Katrine! Jeg knus-elsker din blog!

    Og så er jeg i øvrigt også ret pjattet med hele Gift ved første blik-konceptet, så i anledning af den kommende 3. sæson har jeg forfattet et blogindlæg om min hang til dejligt efterårs-tv såvel som til dine skriverier! Kig eventuelt forbi og læs indlægget på min blog, snacksized.dk, og hav så ellers bare en rigtig dejlig dag! 🙂

    /Merete

    Svar

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *