Nu med ro på

DorySilence! <3

Efter vores interview i Aftenshowet i sidste uge, har vi ikke hørt et pip fra medierne overhovedet, og det er helt fantastisk at genfinde rollen som gode gamle leverpostejs-Katrine. Mit overskud begynder så småt at titte frem, og jeg kan nærmest mærke, hvordan en indre ro breder sig i kroppen på mig, som når rødvin langsomt spreder sig i årerne. Ahhhhhh!

Der skal ikke være nogen tvivl om, at det har været vildt spændende at opleve alt det her tv-gøjl, og det har i den grad båret mange sjove oplevelser med sig at være halv-kendis, men en mere anonym tilværelse er nu heller ikke sådan at kimse af! Jeg var derfor i starten også en anelse skeptisk ved ideen om vores nye side på Facebook “Jakob og Katrine – Gift ved første blik”. På den ene side er det smart at samle alle henvendelser ét sted, men jeg var samtidig også lidt bange for, om vi mon nogensinde får et almindeligt “sovs-og-kartofler-liv”? Men måske er den skid alligevel allerede slået? Og indrømmet: det er faktisk lidt hyggeligt at vise nogle af vores gode minder frem, som ikke før har set “dagens lys”, så pt. hygger vi os med vores foto-julekalender. Beklager denne omgang ananas i egen juice, men kig forbi, hvis I er nysgerrige 😉

Det er så rart endelig at have fået lidt ro til at fordøje de sidste fem måneders vilde oplevelser, rutchebaneture, store beslutninger og dejlige stunder. Jeg har endda fået ro til at begynde at finde mig til rette i min nye status: no longer single and ready to mingle. Sikke en omvæltning! Sikke en dejlig omvæltning! 🙂 Farvel til fem laaaaaaange singleår med foruroligende mange dates, der desværre oftest måtte defineres som nitten-pomfritten. Slut med “hvem skriver først-gamet”, slut med at blive dumpet af nogle man holdt af, slut med selv at såre andre, slut slut slut… Faktisk burde jeg næsten fyre en vejrmølle af som afslutning på dette indlæg, for for døvlan, hvor er jeg lykkelig for, at det er slut-prut med at gå på første dates med svedige håndflader, blussende kinder og akavet stilhed. Yay for eksperterne (og Jakob – så skidt..)!

Nu kalder livet med Jakob i København (okay okay, vi starter i Hvidovre) OG JEG GLÆDER MIG! Hurra for mit nye liv, som tvinger mig lidt ud af min komfortzone. Men er det ikke også der, magien sker? 🙂

Der er mange der spørger mig, hvad jeg rent personligt har fået ud af at være med i eksperimentet, men hvor kan det dog være svært at sætte ord på! Der er slet ingen tvivl om, at jeg har lært mange vigtige ting om mig selv i forløbet, men jeg tror, at det kræver lidt mere tid og overskud på kontoen, før jeg præcist kan sætte ord på, hvad jeg konkret har fået ud af det. Jeg må lige tygge lidt på det 🙂

Og apropos tygge: Mormor har budt mig på kage om en halv times tid, så jeg må hellere lette rumpetten mæ’ det vuns!

Hav en lækker torsdag aften (med eller uden kage)!

6 Kommentarer

  1. Anne f

    Hvor er I modige at I tør satse på kærligheden for fuld skærm! Tillykke med den rejse I skal ud på sammen og velkommen til Hvidovre. Min mand er herfra og troede bestemt vi skulle videre, men nu er vi nærmest groet helt fast 😉 Nyd hinanden og tak r

    Svar
    1. katrine_hyggehytten (Forfatter)

      Hej Anne
      Vi var vist lidt modige, ja 🙂 Men det endte jo heldigvis godt!
      Nu må vi se, om vi også gror fast i 2650 😉
      Mvh. Katrine

      Svar
  2. Mia

    Hej Katrine

    Tillykke med kærlighed ❤️ og Velkommen til Hvidovre

    Svar
    1. katrine_hyggehytten (Forfatter)

      Mange tak, Mia 🙂

      Svar
  3. Luna /Bærmonster

    Hej Katrine
    Det har virkelig været spændende at følge med, og jeg må indrømme, at jeg har heppet lidt på dig og Jakob (må man godt det i et program om kærlighed), fordi I begge to er så søde og ligetil. 🙂
    Kh Marianne, som du vist har været til fest med en gang for maaange år siden

    Svar
    1. katrine_hyggehytten (Forfatter)

      Hej Marianne
      Tusind tak for heppekoret! Det har været dejligt med så stor en opbakning 🙂
      K.h. Katrine, som bestemt ikke kan udelukke, at vi har mødt hinanden til en fest (for sådan nogle har jeg immervæk været til en del af, hehe)

      Svar

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *