Nervøs Lillemor i Aftenshowet

Rynkerne blev spartlet ud ;)

Rynkerne blev spartlet ud 😉

I onsdags fik jeg endelig overstået mit første live-interview i Aftenshowet med en godkendt indsats – PHEW!

 

Jakob havde været derinde for en måneds tid siden i forbindelse med det første afsnit, så han tog det ret afslappet, men denne gang havde han selskab af en let rødmende Katrine med meget klamme hænder, som han måtte forsøge at tale til ro. Jeg fik hurtigt flashback til d. 1/7, hvor jeg klamrede mig til min far, inden jeg skulle møde Jakob for første gang. Det er vildt, at det snart er 5 måneder siden! Tiden flyver af sted, når man har det sjovt 😉

Jeg nåede desværre ikke at modtage den kjole jeg bestilte i sidste uge, så jeg var ramt af en tøjkrise af dimensioner 🙁 Det gjorde heller ikke tøjkrisen meget bedre, at prins Joachim også skulle i Aftenshowet den dag, for så skal man vel se præsentabel ud? – Altså ikke fordi jeg havde planer om, at ville snave på ham, men Emma Gad ville bestemt have en mening om korrekt påklædning i den forbindelse! – Og mormor ikke mindst 😉

Heldigvis havde jeg taget fri onsdag, så det var en god anledning til at lære Strøget lidt bedre at kende. Nu er København jo snart min “hjemby”, så jeg kan lige så godt begynde at udforske byen lidt. Jeg tror sgu, at det er en farlig by at bo i, når det kommer til fristelser i form af tøj, lækre bolig”dimser” og ikke mindst: kage (Lagekagehuset titter jo frem alle vegne!!). Når man så lægger til ligningen, at jeg ikke længere skal okse op af Aarhus-bakkerne på min jernhest, bliver min konklusion, at jeg risikerer at blive både fattig og “fatty”, men heldigvis nok til gengæld rig på kærlighed 😉
Jeg endte til sidst med at finde en ganske fin kjole i H&M til sølle 180 kr., men den var stram som bare satan, så den var ikke optimal til et siddende interview, hvor bildæk for alvor kommer til sin ret. Nok også lidt for skanky til Jokke? Heldigvis havde jeg et stort kjoleudvalg med hjemmefra, så jeg endte med at hoppe i en gammel sag fra H&M, som Jakob dog syntes lignede en kimono, haha.. Mænd 😉

Da vi ankom til Aftenshowet, gennemgik vi hurtigt spørgsmålene med værten, Kristian, og så blev vi ellers kastet i sminken. Wauw, hvem der bare havde sådan en makeupsamling! Frøken forfængelig havde som altid selv haft gang i lag-på-lag hjemmefra, så jeg fik bare lige en hurtig runde pudder og læbestift, men jeg bruger normalt aldrig læbestift, så der gik ikke mange minutter, før jeg havde røde tænder über alles – smukt! Heldigvis opdagede jeg det inden der skulle charmes på Jokke 😉 Det viste sig dog senere, at Jokke ikke var frisk på selfies, så vi måtte nøjes med et gensidigt “God aften” og så smuttede han igen med sit følge. Ak ja, pøblen må nøjes 😉

Vi skulle på som tredje indslag, så imens Jokke fortalte om sine oplevelser i Laos, var jeg ved at dø af nervøsitet! Heldigvis fik jeg lidt ro på igen, da vi kom ned i studiet. Det virkede ikke så stort og skræmmende, som jeg havde frygtet, og stemningen var meget afslappet. Men altså, Aftenshowet burde da også være piece of cake i forhold til at skulle giftes med en, man ikke kender 😉

Interviewet gik fint, selvom jeg gik lidt i stå nogle gange, men så var det rart at have Jakob ved min side 🙂 Og det skønneste var, at nu er det slut-prut-overstået alt det her mediehalløj! Det bliver så rart, at vende tilbage til en nogenlunde normal hverdag igen, hvor man godt kan tillade sig at ligne bæ engang imellem, og ikke skal tænke over hver enkelt sætning man fyrer løs!

Så pas på derude: Katrine er snart tilbage på slap line igen 😉 Jeg kan i øvrigt høre nogle bajere kalde i det fjerne…

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *