Når kroppen siger stop

Nu' det jul i Hyggehytten (næsten)..

Nu’ det jul i Hyggehytten (næsten)..

I går vågnede jeg op til en krop, som var slidt ned til sokkeholderne.

Hovedet var tungt som cement, og jeg var svimmel som bare pokker – Øv! Det føltes som en influenza på vej, men inderst inde vidste jeg jo nok godt, at det kunne være psyken der endelig sagde fra. Den råbte vel noget i retningen af: “SÅ SKRU DOG FOR HELVEDE NED FOR TEMPOET, KVINDE!”

Jeg har altid været et roligt og afslappet gemyt, som liiiige tænker tingene igennem en ekstra gang, inden der sker nogen form for aktion, men de sidste tre måneder har været anderledes hektiske, omvæltende og lærerige. Jeg kan endnu ikke afsløre, hvorfor mit liv har taget denne drejning, men jeg forstår til fulde, hvorfor min krop nu siger fra.

Det var derfor guld værd at få besøg af bedsteveninden Tine, som jeg hygger med hver onsdag aften. Velkomstkrammet var tiltrængt, og det var dejligt at få grinet lidt, da hun med det samme konstaterede, at der lugtede lidt af “g’is” i min lejlighed (læs: svedig gris som ikke havde luftet ud = mig). Et bad havde godt nok heller ikke lige fået førsteprioritet, da min eneste overskuelige bevægelse var den der foregik fra seng til sofa 😉
I anledningen af dagens møgvejr fik vi bikset en ordentlig gryde risengrød sammen. Julen nærmer sig jo også med hastige skridt! Det er egentlig utroligt så mange gange, man kan hælde kanelsukker på sådan en omgang grød! Nammenam 😛

Grøden blev indtaget foran en masse intetsigende tv, men Den Store Bagedyst satte dog mundvandet i gang. Heldigvis havde Tine taget gulerodsbrud og chokoboller fra Salling med til dessert, så vi gik bestemt ikke ned på kulhydrater! Generelt fik vi bare lavet en masse “ingenting” i hinandens dejlige selskab, og det er det bedste ved vores skønne onsdage, som altid kan redde et dårligt humør. Jeg er også ret sikker på, at grøden havde helbredende effekt på kroppen!

“Gode venner kan lave alting sammen, men kun de bedste venner er i stand til at lave ingenting sammen”

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *