Mine rejsetips til Thailand #1

img_8560

Koh Lipe, oktober 2016


Så er det skisme en måned siden, at vi kom hjem fra vores fantastiske rejse til Thailand. Er det mon for tidligt allerede at savle efter at ville af sted igen?😄

Flere har efterspurgt noget “insider-viden” om Thailand, så jeg vil da gerne smide et par Thailand-tips i jeres retning, selvom jeg jo nok næppe kan udkonkurrere Lonely Planets altvidende rejsebøger😉

Det er klart, at jeg ikke ved ALT om Thailand efter at have været der sølle to gange, men her er en lidt blandet landhandel af gode tips til dig, som overvejer Thailand (eller måske allerede har bestilt rejsen?)😊

Der er ret meget at fortælle om, så dette indlæg koncentrerer sig om flybilletter/transport og overnatning. Herefter har jeg et indlæg på vej om økonomi, mad (but of course!) og ideer til pakkelisten😊

Transport
– de længere ture

Flybilletterne København-Bangkok t/r købte vi hjemmefra 4 måneder før afrejse til ca. 4800 kr. pr. mand, og til de længere indenrigsrejser (Bangkok-Chiang Mai, Chiang Mai-Surath Thani, Hat Yai-Bangkok) valgte vi også at købe hjemmefra. Momondo var en stor hjælp til at fremsøge de billigste flybilletter, hvor vi fandt billige billetter med flyselskaberne AirAsia og Thai Lion Air. Se evt. Momondos Thailands-sektion her, hvor man nemt kan fremsøge de billigste muligheder 😊

Infinity pool, Lalaanta Hideaway Resort

Infinity pool, Lalaanta Hideaway Resort

Ved indenrigsrejser (og rejser til andre steder i østen) er AirAsia er oftest det billigste selskab at flyve med, MEN det er vigtigt at huske, at man ved AirAsia skal tilkøbe ekstra checkin bagage, hvis man har mere end 10 kg håndbagage med (hvilket man jo oftest har). Med Thai Lion Air var der derimod inkluderet 15 kg’s checkin bagage i prisen – udover håndbagage -, så det skal helt klart tages med i overvejelserne, da det kan udligne prisforskellen.

Transport
– de kortere ture

Et er at have styr på de længere ture, men jeg har et stort hjerte for planlægning, så jeg panikkede lidt over, at jeg hjemmefra ikke vidste, hvordan vi kom fra A til B på de lidt kortere indenrigsture på 2-5 timer😄

Mit bedste råd er dog: der er absolut ingen grund til panik! Thailand er uden tvivl det nemmeste land at rejse rundt i, for lige meget hvor man skal hen, er der altid et lille turistkontor lige om hjørnet, som billigt kan arrangere rejsen, fortrinsvis med minibusser👍🏼 Alt glider glat, chaufførerne kommer til tiden, og man er fuldstændig i trygge hænder. Så bare slip kontrollen og hop på en minibus, når det passer jer😊

Til de helt korte ture rundt i byerne er kørsel med tuk tuk et must. Husk at prutte om prisen og hold godt fast, for det kan godt gå vildt for sig!

Overnatning

Ligesom med alt andet, er Thailand også billigt, når det kommer til overnatning. Det skal dog understreges, at vi var af sted i lavsæsonen, så priserne er nok noget højere, men stadig billige, i højsæsonen.

Vi brugte et mix af Trivago og Tripadvisor til at finde frem til de bedste overnatningsmuligheder til den billigste pris. Det er en god idé at booke værelser som gratis kan afbestilles igen, da rejseplaner nemt kan ændre sig. I lavsæsonen er det især rart at kunne ombestemme sig, hvis der er regn i sigte, og man derfor vælger en anden destination end først planlagt.

Det smukkeste badeværelse på hotel Chaw Ka Cher, Koh Lanta

Det smukkeste badeværelse på hotel Chaw Ka Cher, Koh Lanta

Jeg vil anbefale følgende hoteller:

  • Bangkok: Mandarin Hotel
    Kort fortalt: Ret fancy-pancy hotel med skinnende gulve og højt serviceniveau. Tæt på alle de store shoppingcentre, fin pool og ikke mindst: et japansk toilet med numseskyller, blæser und alles😂
    Hotellet er generelt lidt pebret, men vi fandt det til sølle 225 kr. pr. nat.
  • Chiang Mai: Nap in Chiang Mai
    Kort fortalt: Meget centralt lige ved natmarkedet. Højt serviceniveau med engelsktalende medarbejdere (dette er ikke altid en selvfølge i Thailand). Store, flotte værelser til prisen (vi gav 210 kr. pr. nat)😊
  • Koh Lanta: Chaw Ka Cher
    Kort fortalt: Flotte værelser og virkelig smukt badeværelse med åbent til nattehimlen. Meget venligt personale og en fin lille pool. Ligger et par kilometer væk fra butikkerne, men stadig i gå-afstand til både butikker, strand og restauranter. Pris: 260 kr. pr. nat.
  • Koh Lanta: Lalaanta Hideaway Resort
    Kort fortalt: Laaaangt væk fra alt! Kærestetid, afslapning og god atmosfære er i højsædet her. Lækker pool og restaurant midt på stranden. Værelserne var helt fine, men ikke de flotteste, vi boede på i Thailand. Alligevel blev det dog mit favorithotel på grund af den øde placering og stilheden. Vi gav 400 kr. pr. nat.
  • Koh Lipe: Mali Resort Pattaya Beach
    Kort fortalt: Lækker placering lige ved vandet, luksus, nærværende personale, og smukt badeværelse med åbent til himlen. Vi valgte et smukt “Bali Room” på første parket til 800 kr. pr. nat.

Måske I også har nogle gode tips til Thailand derude, eller måske I har nogle ønsker til mit næste indlæg om Thailand?☀

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *