Klar til vinterhi

Weekendens vilde shopping i H&M - halskæde til 30 kr. ;)

Weekendens vilde shopping i H&M – halskæde til 30 kr. 😉

Jep, jeg er for alvor klar til at gå i vinterhi, så jeg kan flygte fra kulden og nu også genkendelse i offentligheden. Jeg har lige været et smut i Rema1000, hvor både hyggesokker, uldstrømpebukser og snolder endte i kurven – yes, en forfrossen hyggemås er man jo! Og øhhh ja, der smuttede hukommelsen omkring sidste uges kropsanalyse vist igen, haha.. Så må det være tid til at hoppe på stepbænken igen i morgen 😉

I fredags var jeg til bodyfit i Viby med min kusine, og på trods af en elendig instruktør, kan mine arm-muller (eller hvad der mon gemmer sig derinde?) godt nok mærkes i dag! I går hoppede jeg i løbeskoene i stedet, så de stakkels pindearme kunne få lidt velfortjent fred. Jeg er inde i en lidt sløj periode med løbeturene, da jeg bare ikke er god til at tage mig sammen, når der er røvkoldt udenfor. Om vinteren er jeg nærmest “i et forhold” med min sofa og dyne, men måske skulle der snart sættes et nyt mål, så der er lidt motivation til at forlade hyggehytten? Berlin Halvmarathon er i tankerne, meeeeeen nu ser vi lige, om jeg kan kæmpe mig op af sofaen hen over vinteren 😉

Fredag nåede jeg også lige et smut i Bruuns Galleri, hvor jeg kom til at bruge 30 kr. på en ny halskæde i H&M – yep, jeg er en big spender 😉 Egentlig var jeg på udkig efter en varm trøje, men jeg ender aldrig med at købe det, jeg planlægger! Jeg blev dog også hylet lidt ud af den derinde, da jeg oplevede at blive genkendt for første gang af en mor og hendes søde datter. Jeg stødte på dem et par gange i butikken, og til sidst måtte moren sige “Du må altså undskylde, at vi kigger sådan, men min datter er sikker på, at hun så dig i tv i går”. De var virkelig søde, og jeg måtte jo også indrømme over for datteren, at hun skam havde skarpe øjne. Jeg blev lidt pinligt berørt, og jeg havde – nok lidt naivt? – troet, at der skulle en 3-4 afsnit til, før folk ville kunne genkende os deltagere, men det kan jeg da vist skyde en hvid pil efter. Det var lidt akavet, fordi jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv, men jeg overlevede!

Hvem melder sig frivilligt til at klare alle “pinlige” indkøb for mig de næste par måneder, så jeg ikke bliver fanget i en ufrivillig Snapchat med skidepapir, Tampax og flæskesteg under armen? 😉

 

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *