Håb og drømme for 2017

Wupti – så røg vi et godt stykke ind i 2017! Er I landet godt?😊

Et nyt år er altid skelsættende, men måske er jeg en smule for jysk til at sætte mig nogle store, specifikke mål for det halv-nye år, og for god en taber til at kæmpe inderligt for at opnå noget helt vildt.

Det lyder som lidt af en leverpostejstilværelse, men hvorfor lave om på et liv, der gør mig glad i maven? Katrine kan godt lide leverpostej!😄

Derfor får I i stedet mine håb og drømme for det halv-nye, smukke år 2017.

Jeg håber på og drømmer om:

  • Flere løbeture og gerne med færre kilo at bære rundt på. Løbeture gør mig glad i låget, og en lettere dunk vil uden tvivl gøre mit knæ godt. Må jeg hermed også indskyde håbet om et godt løbeår uden skader?
  • Jeg vil lære at turde køre bil. Og så tænker I nok: Jamen, Katrine! Du er jo en gammel kone på 30 år? Og ja, jeg er en gammel kone, men jeg har ikke brugt kortet siden min køreprøve som 18-årig😳 Jeg er PISSE ræd for at splatte nogen ud, og jeg føler mig generelt sindssygt sårbar bag et rat, så det kommer til at kræve mere mod end nogensinde. Puha, jeg bliver helt Svend Sved ved tanken, så det kommer til at trække tænder ud!
  • Jeg vil blive færdig med mine rejseberetninger fra Thailand. Indtil videre er det kun Bangkok, som er kommet i hus, så jeg mangler stadig Chiang Mai, Khao Sok, Koh Lanta og Koh Lipe. Dovne hund!
  • En god start på min nye diplomuddannelse i offentlig administration på VIA. Jeg har allerede været til første undervisningsdag, og det skal nok blive godt👍🏼 (Selvom jeg slet slet ikke glæder mig til at sidde ved det grønne bord igen!😳)
  • Endnu et dejligt år (og mange mange flere) som Jeppes kæreste. 2016 var mit første år, hvor jeg oplevede glæden ved at være en afsat kvinde hele året. And I love it!❤
  • 2017 bliver nok også året, hvor vi begynder at kigge lidt mere interesseret i mulighederne for at opgradere fra lejlighed til hus. Om det bliver i år, vi finder drømmehuset, er ikke til at sige, men husdrømmene spirer i hvert fald så småt. Jeppe er heldigvis også blevet ret tosset med Aarhus, så vi kender nogenlunde det ønskede postnummer. Vi må dog nok indse at 1. prioriteten, Åbyhøj, ikke er realistisk rent prismæssigt, så vi er i gang med at udvide vores postnummer-horisont, selvom det gør lidt ondt😉
  • Jeg drømmer også om at se endnu mere af verden i 2017. Hvor mon turen går hen i år? Vi lurer både på Barcelona, USA, Mallorca, Oslo, Caribien, Bornholm osv., så det er lidt en blandet landhandel😄 Mon ikke pengepungen og status på ovenstående boligdrømme bliver ret afgørende for rejseplanerne?😉

Er I kommet godt i gang med jeres 2017, og har I leverpostejshåb eller sigter I målrettet efter stjernerne?😊

4 Kommentarer

  1. Kirsten

    Tilst et da ikke langt væk fra 8000, det tager ca 20 min på cykel og det er super gode busforbindelser uanset hvilken side af Viborgvej man bor på. Har boet i Tilst i mange år og cyklet på arbejde i 8000 = “gratis” motion og masser af frisk luft.
    Harlev derimod føles virkelig som om man er langt væk og ikke så gode busser

    Svar
  2. Kathrine

    Jeg havde to uheld inden for et par måneder efter jeg havde fået kørekort. Ikke noget voldsomt, men voldsomt nok til, at jeg ikke turde køre bil meget længe. Jeg kørte lidt engang imellem, når jeg var hjemme hos mine forældre, fordi de insisterede, men jeg havde det, som om jeg sad i en blikdåse uden vinduer og hvert øjeblik det skulle være kunne køre noget eller noget ned. I dag kører jeg bil fra Galten (der findes i øvrigt mange huse til omkring 2,5 – men til gengæld ingen gule busser) og ind til universitetet hver dag og tør også køre ind til Sallings P-hus, hvilket for et par år siden var HELT utænkeligt! Så det, der gjorde forskellen for mig, var, at jeg flyttede uden for byen og var nødt til at køre. Derfor: den eneste vej til at lære det er at gøre det. Start i det små på småveje omkring Aarhus og bevæg dig så langsomt længere ind, hvor der er mere trafik. Hav ikke en idé, om at du nødvendigvis skal turde køre ind i Sallings P-hus, men sæt realistiske mål. Og hav søde Jeppe ved din side til at hjælpe med at kigge i spejlene osv. i starten. Dog lærer man først rigtigt at køre bil og tage det ansvar på sig, når man kører helt selv. God fornøjelse med projektet – jeg hepper på dig! Og sig til, hvis I overvejer Skovby/Galten, for vi sælger nemlig vores rækkehus fra 2012 derude med overtagelse i efteråret 2017 😉

    Svar
  3. Ann

    2017 får nok svært ved at leve op til 2016, der for mit vedkommende bød på graviditet, fire uger i USA (deriblandt Hawaii!), en fastansættelse på job, frieri på min 30 års fødselsdag og fødslen af min datter i november måned 🙂

    Jeg håber på masser af dejlig leverpostej i 2017 🙂 En god barsel. Og måske også drømmehuset, selv om vi heller ikke er sikre på postnummeret. Bor pt i 8000, men kigger udenfor Aarhus. Hvor drømmer I om?

    Svar
    1. katrine_hyggehytten (Forfatter)

      Haha ja, det bliver vist svært at stikke dit 2016😄 Stort tillykke med det hele😊❤

      Uha, det er svært med byvalget! Man kan ikke få noget ordentligt i Åbyhøj til under 3,5 mio, så den er død (øv!). Et krav til den kommende by er, at der SKAL køre gule busser😉

      Pt. har vi luret mest på Harlev og Tilst, da priserne er til at overskue der, men ville jo helst lidt tættere på 8000. Dilemma!😄
      Har I luret på noget?😊

      Svar

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *