Efterårsferie i Berlin

image
Lidt kærlighed midt i de barske minder om 2. verdenskrig..

Så er hr. og fru livsnyder hjemvendt fra fire dage i det skønne tyskerland, og alt var helt igennem fantastisk!

Køreturen derned var lidt lang, men forventningens glæde og ikke mindst vores enooooorme madpakke mæ’ hjemmelavede deller, kyllelår, pastasalat og selvfølgelig Katrines signatur: en ordentlig røvfuld frugtsalat med ægte flødeskum og en god bunke mørk chokolade, var med til at holde humøret højt hele vejen 🙂 Sådan starter man sgu ferien med bravour!

Vi landede på Novum Winters Hotel lige ved Checkpoint Charlie, hvor vi havde en enkelt overnatning, og så nappede vi resten af overnatningerne på Novotel am Tiergarten. Novum Winters Hotel fandt vi til 600 bobs for en overnatning via hotels.com, og vi var super tilfredse med det hyggelige lille værelse og den generelle standard. Beliggenheden var også top dollar!

Dog blev hotellet slået med et ordentligt dask af Novotel, hvor vi gav 1.300 kr. for to overnatninger. Her var smukke omgivelser, et stort værelse, badekar og en wellness-afdeling (som vi dog aldrig nåede at udforske). Jeg vælger dog altid hotel efter det vigtigste: morgenmadsbuffetten, og her var der bestemt heller ikke noget at klage over! Katrines dunk har levet lykkeligt i mange døgn nu (hvilket i øvrigt tydeligt kunne mærkes på dagens løbetur) 😉 Det er spændende, om jeg får slæbt mig igennem de 10 km til søndagens Hjerteløb!

En smule kulturelle

image

En lille appetitvækker fra “Festival of lights” 🙂

Mad var uden tvivl temaet for vores ferie, da ingen af os er de store museums-mennesker. Nogle vil måske gå i chok over, at man kan tage til Berlin uden at interessere sig særligt for “Die Mauer”, Hitler und so weiter, men det siger os ikke en døjt, så i stedet havde vores ferie følgende indhold (udover den vigtige mad):

  • Et smut i tv-tårnet: Det var en lidt pebret omgang, men det var nu fint nok at se det hele lidt fra oven 🙂 Efter min mening var det dog ikke 150 bobs værd, men jeg har også været i et par tv-tårne efterhånden, så der skal mere til at imponere damen 😉
  • Herefter nappede vi en cykeltaxa til Brandenburger Tor. Det var en rigtig hyggelig tur, og en fin måde at blive præsenteret for bygningerne i Berlin på 🙂
  • Rittersport-museet: Selvom vi ikke er museums-mennesker, skulle vi selvfølgelig på Rittersport-museet! 😉 Selve museet var der ikke meget ved, men vi fik lavet vores egne Rittersport-plader, som ligger i skabet og venter på den rette anledning til at blive råkvalt. Haps! Det var en oplevelse 🙂 Vi var derudover også på chokoladeindkøb i den smukke butik Fassbender & Rausch, hvor de havde imponerende chokoladeskulpturer af f.eks. Titanic, OG man kunne købe mega lækre kager! 😉
  • Lysfestivallen “Festival of lights“, som bliver afholdt hvert år i oktober, hvor nogle af bygningerne i Berlin bliver oplyst i de smukkeste farver og mønstre. Det kan virkelig anbefales! Wauw!
Lækre kager fra Fassbender & Rausch!

Lækre kager fra Fassbender & Rausch!

Derudover var vi selvfølgelig i KaDeWe, et smut forbi mindesmærket for holocaust, og så blev jeg anbefalet tøjbutikken Primark på Alexanderplatz af en læser herinde, så det skulle selvfølgelig prøves af. Sikke et cirkus, men nøj, der var mange fine og billige ting! Stakkels Jeppe måtte sgu finde den store tålmodighed frem, da jeg gik på jagt efter fine kjoler og hyggebukser, men han klarede det dog til UG! 😉

Men hvad så med den der mad?

Jeg synes altid, at det er en værre jungle at finde gode restauranter i en ukendt by uden at ryge i turistfælderne, så vi havde stor glæde af at bruge app’en Tripadvisor til at lede efter den mam vi ønskede, og det kan virkelig anbefales! Vi fandt både gode bøffer og kæmpe schnitzler med hjælp fra app’en, og det skuffede bestemt ikke 🙂

Alt i alt vender vi helt sikkert tilbage til denne fine by igen 🙂 Hvilken storby er jeres yndlings? Mit hjerte banker især for Barcelona, så forhåbentlig kan jeg snart lokke hr. kæreste med på tur igen 😉

3 Kommentarer

  1. Vivi

    Jeg har forelsket mig i Chicago, skal man til USA føler jeg at det er et must at skulle til the windy city.

    Svar
  2. katrine_hyggehytten (Forfatter)

    Haha, det lyder som en rigtig god plan! Jeg havde ingen anelse om, hvad der ventede, men en anden gang vil jeg bruge samme fremgangsmåde som dig 😉

    Svar
  3. Mette

    Når jeg tager til Berlin om et par uger og skal i Primark, har min kæreste og jeg allerede aftalt at han tager et andet sted hen. Jeg forlader ikke den butik lige med det samme!! 😉 Haha. Er glas for du fik brugt tippet 😀

    Svar

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *