Træning

Fra nye løbesko til lune hyggesokker

Skinnende nye Asics Nimbus 16

Skinnende nye Asics Nimbus 16!

Tilbage i april investerede jeg i nye løbesko, da jeg skulle gennemføre mit første halvmarathon nogle måneder derefter. Udstyret skulle dælme være i orden, når dunken skulle slæbes over målstregen efter 21-komma-alt-for-mange-kilometer 😉

De kære Asics Nimbus 15 holdt også fin stand i nogle måneder, men desværre begyndte der at gå hul i inderstoffet ved hælen efter blot 3 måneders brug 🙁 Jeg er normalt ikke typen der klager, for jeg synes faktisk, at det er lidt pinligt at være besværlig. Meeeeen når man giver 1100 DKK for et par løbesko, synes jeg godt, at man må give et lille pip fra sig. Jyde er man jo!

 

Mors hjemmestrikkede hyggesokker

Mors hjemmestrikkede hyggesokker <3

Og ved I hvad – det gav sgu pote! Jeg frygtede ellers lidt bøvl, da skoene var købt i en webshop, men jeg blev mødt af en fantastisk og effektiv kundeservice. I løbet af få dage modtog jeg et par nye Nimbus 16 som byttehandel for de svedige Nimbus 15 – skønt! Gad vide, hvor mine lugtende halvmarathon-sko nu har endt deres dage?

Jeg modtog de nye sko i tirsdags, men lå desværre syg onsdag og torsdag, så de smukke og skinnende stakler stod og råbte forgæves efter mig 🙁 Men hvor er det dog en herlig følelse, at have opnået det, jeg ikke troede var muligt for bare et år siden: løbeafhængighed 🙂

I dag havde jeg endelig overskud til at få pulsen lidt op, så jeg rullede direkte i Fitness World efter job. Jeg startede ud med 4 km på løbebåndet, men hold nu kæææææft, hvor er jeg ikke fan af de røvsyge bånd! Kilometerne snegler sig af sted og det er sjældent, at mine stænger præsterer mere end 4 km, før jeg er døden nær. Nåh, men jeg overlevede og de nye sko var fantastiske (og flotte – det tæller jo også 😉 )

Jeg havde også været så dumdristig at lokke en veninde med til en times Spartacus efter løbeturen. Ingen af os har de vilde “muller” at prale med, men vi nød begge at være i samme båd, når vores arme nægtede at lave armbøjninger. Jeg er 100% overbevist om, at min krop er bygget på en måde, så armbøjninger bare ER en fysisk umulighed. De usædvanligt lange abearme gør, at der simpelthen er for langt ned til gulvet 😉 *Dårlige undskyldninger kan være indsat*

Da jeg kom hjem til hyggehytten, havde jeg ingen overskud til at lave aftensmad, så nu er jeg nærmest besvimet på sofaen iført mors hjemmestrikkede hyggesokker + natbukser og med leverpostejsmadder i maven – gourmet længe leve!

God weekend fra hyggemåsen 🙂