Træning

Håb og drømme for 2017

Wupti – så røg vi et godt stykke ind i 2017! Er I landet godt?😊

Et nyt år er altid skelsættende, men måske er jeg en smule for jysk til at sætte mig nogle store, specifikke mål for det halv-nye år, og for god en taber til at kæmpe inderligt for at opnå noget helt vildt.

Det lyder som lidt af en leverpostejstilværelse, men hvorfor lave om på et liv, der gør mig glad i maven? Katrine kan godt lide leverpostej!😄

Derfor får I i stedet mine håb og drømme for det halv-nye, smukke år 2017.

Jeg håber på og drømmer om:

  • Flere løbeture og gerne med færre kilo at bære rundt på. Løbeture gør mig glad i låget, og en lettere dunk vil uden tvivl gøre mit knæ godt. Må jeg hermed også indskyde håbet om et godt løbeår uden skader?
  • Jeg vil lære at turde køre bil. Og så tænker I nok: Jamen, Katrine! Du er jo en gammel kone på 30 år? Og ja, jeg er en gammel kone, men jeg har ikke brugt kortet siden min køreprøve som 18-årig😳 Jeg er PISSE ræd for at splatte nogen ud, og jeg føler mig generelt sindssygt sårbar bag et rat, så det kommer til at kræve mere mod end nogensinde. Puha, jeg bliver helt Svend Sved ved tanken, så det kommer til at trække tænder ud!
  • Jeg vil blive færdig med mine rejseberetninger fra Thailand. Indtil videre er det kun Bangkok, som er kommet i hus, så jeg mangler stadig Chiang Mai, Khao Sok, Koh Lanta og Koh Lipe. Dovne hund!
  • En god start på min nye diplomuddannelse i offentlig administration på VIA. Jeg har allerede været til første undervisningsdag, og det skal nok blive godt👍🏼 (Selvom jeg slet slet ikke glæder mig til at sidde ved det grønne bord igen!😳)
  • Endnu et dejligt år (og mange mange flere) som Jeppes kæreste. 2016 var mit første år, hvor jeg oplevede glæden ved at være en afsat kvinde hele året. And I love it!❤
  • 2017 bliver nok også året, hvor vi begynder at kigge lidt mere interesseret i mulighederne for at opgradere fra lejlighed til hus. Om det bliver i år, vi finder drømmehuset, er ikke til at sige, men husdrømmene spirer i hvert fald så småt. Jeppe er heldigvis også blevet ret tosset med Aarhus, så vi kender nogenlunde det ønskede postnummer. Vi må dog nok indse at 1. prioriteten, Åbyhøj, ikke er realistisk rent prismæssigt, så vi er i gang med at udvide vores postnummer-horisont, selvom det gør lidt ondt😉
  • Jeg drømmer også om at se endnu mere af verden i 2017. Hvor mon turen går hen i år? Vi lurer både på Barcelona, USA, Mallorca, Oslo, Caribien, Bornholm osv., så det er lidt en blandet landhandel😄 Mon ikke pengepungen og status på ovenstående boligdrømme bliver ret afgørende for rejseplanerne?😉

Er I kommet godt i gang med jeres 2017, og har I leverpostejshåb eller sigter I målrettet efter stjernerne?😊

Update på “Farvel hyggedunk”

imageJeg skylder jer efterhånden en update på projekt “Dunk på skrump”. Sidst I hørte om projektet, havde jeg været en værre bandit, som dog alligevel havde formået at holde mig selv i ørerne mht. madmængderne. Sådan er situationen stadig, selvom jeg dengang mente, at NU skulle jeg nok komme op på hesten igen😉 Ak ja, den kære, slatne rygrad…😁

Min største udfordring er, at jeg stadig kæmper med at komme i gang med løbeturene igen, da mit knæ har drillet i flere uger, og det har virkelig ramt mig på humøret og dermed troen på, at et vægttab er realistisk. For jeg VIL fandme kunne æde lækre sager, selvom jeg er på skrump, hvilket jo desværre kræver noget sved på panden som byttehandel😊

At ty til alternativer…

imageDa jeg har været udfordret med løbeturene, har jeg i stedet måtte ty til alternativer. Faktisk kan jeg prale af, at jeg er blevet ret sej til at komme op om morgenen ca. hver anden dag, og nappe en halv times styrketræning i stuen, inden jeg ruller mod jobbet. Tænk sig, – det havde jeg faktisk aldrig troet om mig selv! Et er, at styrketræning altid har kedet mig, men at jeg endda har selvdisciplin nok til at gøre det derhjemme, er jeg faktisk ret imponeret over!💪🏼

Faktisk har jeg netop opdaget antydningen af en overarmsmuskel, som jeg er ret sikker på, aldrig har set dagens lys før – HUAHH! Bodybuilder coming up!😉

Et andet vigtigt alternativ er, at jeg har skiftet rugbrødsmadderne ud med en salatboks til frokost på jobbet på alle hverdage😊 Det er en lidt pebret løsning, men jeg vil gerne investere lidt i at få en masse grøntsager i kroppen, så hip hurra for mix-selv-salat på VUC Aarhus😉

Resultatlisten

Status er alt i alt, at det går laaaangsomt men sikkert fremad, selvom jeg stadig er en bandit med maden lidt for ofte. Centimetermålene ser derfor således ud:

  • Dunk: 97,5 cm (-3,5 cm i alt)
  • Mambomås: 105,5 cm ( – 3,5 cm i alt)
  • Lår: 61,5 cm ( -3,5 cm i alt)
  • Talje: 83,5 cm (´-3 cm i alt)
  • Bryst: 94,5 cm ( – 4,5 cm i alt)
  • Arm: 32 cm (-1 cm i alt)
  • Ryg (målt under brystet): 84 cm ( -2,5 cm i alt)

I alt har jeg tabt: 21,5 cm – YAY!😄

Farvel hyggedunk – Status på uge 3

Kort stop i Mindeparken på vores 13 km lange gåtur😊

Kort stop i Mindeparken på vores 13 km lange gåtur😊

Lad det være sagt med det samme: Jeg har været en bandit i denne uge!

Der har været alt for meget fokus på frustration over ikke at kunne løbe på grund af mit dumme knæ, så alt andet har været lidt ligegyldigt. Mit hoved prøver at bilde mig ind, at jeg ikke kan tabe mig uden løb, og så kan jeg jo lige så godt spise, som jeg plejer. Flot, Katrine!😁

Humøret er heller ikke så højt i dag, da jeg har været et smut forbi doktoren, som mener, at jeg har skrabet et såkaldt “løberknæ” til mig😔 Den kamel skal lige sluges, da det nok kræver en del flere uger væk fra løbeskoene, end jeg havde regnet med. Crap!

Heldigvis har Jeppe været sød til at gå hyggelige ture sammen med mig, og i lørdags triumferede vi med 13 km rundt i skønne Aarhus. Det var en hel rar følelse at have summende fødder, da vi kom hjem😊

Meeeen I får altså ingen slavisk gennemgang af madindtag og motion for denne uge, for motion har der ikke været noget af (bortset fra gåture), og mad har der været for meget forkert af, og så er den vist ikke længere😉 Bum!

Håb forude

Lækker brunch på Cafe Faust☺️

Lækker brunch på Cafe Faust☺️

Selvom jeg har været lidt af en bandit i denne uge, har jeg alligevel formået at minde mig selv om, at jeg skal stoppe med at spise inden koldsveden triller ned af panden. Da Jeppe og jeg blev lokket af en lækker brunch på Cafe Faust i går, valgte vi endda utroligt nok den sunde model stort set uden kulhydrater, så jeg har heldigvis begrænset skaden😊

Der er også sket en væsentlig ændring i min indstilling til at være “faldet i” (som jeg har prøvet så mange gange før). Normalt ville jeg bare kaste håndklædet i ringen, og råbe et stort, fedt “FUCK DET!”, men denne gang har jeg formået at være sød ved mig selv og i stedet tænke, at jeg har haft en dejlig, social uge, hvor jeg har slikket sår ovenpå knæ-frustrationerne, og nu er klar til at være “Helse Helle” for fuld skrue igen👍🏼

Heldigvis siger målebåndet også, at jeg stadig har tabt de 17 cm, som var status efter uge 2 på skrump, så det hjælper en del på optimismen, at en uges “ballade” ikke har ødelagt den gode stime. Jeg har også en kjole, som jeg gerne skulle kunne passe til min fætters bryllup i slutningen af september, så det er jo bare at komme i omdrejninger! Og nårh ja, bikinien kalder jo også i Thailand om lidt under to måneder!😊☀️

Op på hesten igen, Katrine!💪🏼