Opskrifter

Fødselsdag og chokoladedrømmekage

Syndig chokoladedrømmekage - haps haps haps!

Syndig chokoladedrømmekage – haps haps haps!

Hip hip hurra, det er min fødselsdag i dag! 🙂 Derfor kan jeg selvfølgelig lige så godt advare jer med det samme: det bliver uden tvivl et bragende solskinsvejr, for hold nu kaje, hvor har jeg været artig! 😉 På trods af forventet solskin, gør det dog alligevel en anelse niller-naller, at jeg nu er et skridt nærmere de rynkede 30’ere – avs!

I går var der fuld gang i Katrines bagebiks, så jeg i dag kan forkæle dem, jeg holder af: nybagte boller til kollegaerne, rabarbercrumble til familien og chokoladedrømmekage til mit gamle arbejde, som også får aflagt et visit. Chokoladedrømmekagen er en af mine favoritter, og den bringer glæde hver gang den bliver serveret, så I skal da ikke snydes for en opskrift 🙂 Det er vist en af de få opskrifter, som jeg efterhånden kan udenad.

Dagen er startet med en bette løbetur, og nu venter der mig en kort arbejdsdag med mine søde nye kollegaer, så jeg bagefter kan nå forbi mine tidligere (og savnede) kollegaer med lidt kagehygge, og derefter går turen til Silkeborg, hvor min mutti lægger hus til aftenens familiefødselsdag. Man bliver vel aldrig for gammel til at blive fejret med manér? 🙂

I dag har jeg for resten også klaret min 3 måneders prøveperiode på det nye job, så nu hænger de sgu på mig, de arme stakler 😉 Ohhh happy day!

Syndig chokoladedrømmekage

Klar til ovnen :)

Klar til ovnen 🙂

Ingredienser, dej:

  • 300 g sukker
  • 250 g hvedemel
  • 4 æg
  • 5 spsk kakao
  • 3 tsk bagepulver
  • 1 tsk vanillesukker
  • 2 dl mælk
  • 50 g smør

Ingredienser, topping:

  • 180 g smør
  • 375 g brun farin
  • 150 g kokosmel
  • 6 spsk kakao
  • 0,75 dl mælk

Fremgangsmåde, dej:

  1. Tænd ovnen på 200 grader (alm. ovn).
  2. Smøret smeltes, tages af varmen og mælken tilsættes.
  3. Sukker og æg piskes godt sammen i en skål. Massen skal være hvid og luftig.
  4. Bagepulver, vanillesukker, kakao og mel røres sammen i en anden skål og tilsættes lidt efter lidt til sukkermassen (brug gerne en si, så du slipper for melklumper).
  5. Den afkølede smør/mælkeblanding tilsættes efter omrøring.
  6. Et ildfast fad smøres (ca. 40 cm x 25 cm).
  7. Bages i forvarmet ovn i ca. 20-25 minutter. Tjek med en kniv, om den er færdigbagt.
Klar til topping :)

Klar til topping 🙂

Fremgangsmåde, topping:

  1. Alle ingredienser puttes i en gryde (smør nederst) og smeltes sammen ved medium varme imens kagen er i ovnen. Rør rundt og lad det koge et par minutter.
  2. Når kagen er færdigbagt tages den ud, og toppingen hældes på.
  3. Kagen bages derefter ved 200 grader i cirka 5 minutter med fyldet på.
  4. Spis til du skammer dig! 😛

God solskinsdag til jer alle fra den gaaaaamle prut 😉

 

 

 

Elektronisk kærlighed og koldhævede boller

Mac-opgradering i Hyggehytten :)

Mac-opgradering i Hyggehytten 🙂

I’m in love!

I efterhånden mange år har jeg ladet mig nøje, men nu er det slut. Jeg har endelig fundet mit perfekte match! Han er slank, han er klog, han er hurtig og han er smuk. – Dog kan han ikke prale af at være verdens bedste “spooner”, men hvad gør det, når han tilbyder mig ultimativ tryghed og støtte? Det er nu officielt: en sølvgrå MacBook Pro har stjålet mit hjerte! 🙂 Han bør i øvrigt have et navn! Ting er så rare, når de får et navn. Jeg overvejer Gonzales (som i Speedy Gonzales, I ved…). Gonzales og jeg får uden tvivl et langt og lykkeligt liv sammen <3 (Lige indtil den dag, hvor han bliver for gammel og sløv, selvfølgelig…)

Som tidligere beskrevet, har jeg haft svært ved at beslutte mig for, om der skulle investeres i optimal komfort (ny sofa) eller tiltrængt elektronisk selvforkælelse, men Mac’en endte med at give sofaen tæsk i denne runde 🙂 Min nye baby dukkede pludselig op til en formidabel pris på DBA, og så skulle der slås til mæ’ det vuns! Det bliver simpelthen så befriende at kunne flyve derudaf på tasterne, uden at få lange løg over den gamle Mac’s sløvsind, når der skal skrives nye indlæg! Jeg har alligevel heller ikke opsporet drømmesofaen endnu, så måske er det ok at flade ud i øjenbæen lidt tid endnu?

Halvsunde koldhævede boller

Smeltet pållelade fra Løgismose er "the shit"!

Smeltet pållelade fra Løgismose er “the shit”!

Min lørdag morgen startede fantastisk ud med lækre nybagte boller (jep, jeg er lidt stolt af mig selv). Jeg har aldrig været tosset med at bage brød, for det er så bøvlet med al den æltning og snaskede fingre bagefter, og samtidig bliver jeg fandme så forpustet af at ælte brød, haha.. Det må altså være grænser for, hvor meget man skal yde, før man kan nyde 😉

MEN nu har jeg fået øjnene op for det der med koldhævede brød, hvor man ikke skal have grabberne ned i dejen, så i går aftes var jeg totalt overskudsmenneske, der lige klaskede en dej sammen. Og tænk sig: dette scenarie udspillede sig selv samme aften, som alle andre ungdommelige aarhusianere væltede snalrede rundt efter Kapsejladen. Ring bare efter plejehjemmet: jeg er ved at være klar! Jeg tog mig endda den frihed at eksperimentere med både speltmel og hørfrø – av min arm, hvor er jeg blevet en tør kiks!

Nåh, men det var altså himmelsk at kunne kaste lune boller med smeltet pållelade i dunken i morges (alderdom eller ej), og opskriften er blevet efterspurgt på Instagram, so here it is: opskriften på halvsunde koldhævede boller 🙂

Ingredienser (til cirka 10 boller):

  • 1/3 pk. gær
  • 0,5 liter koldt vand
  • 1,5 tsk salt
  • 1 spsk olie (jeg brugte olivenolie)
  • En god klat honning (ca. 1 spsk)
  • Ca. 11 dl mel af forskellig art (jeg brugte 1 dl hørfrø, 1 dl solsikkekerner, 2 dl havregryn, 3 dl speltmel, 4 dl hvedemel). Dejen skal være godt klistret og halvsvær at røre rundt i til sidst, så tilføj mere mel, hvis den er for flydende i konsistensen.

Der kan eksperimenteres i et hav af varianter, så kast jer endelig ud i andre sammensætninger 🙂 Men husk at sørge for, at cirka halvdelen af melet er af “den fine slags”, så dejen har optimale muligheder for at hæve.

Solskinsboller :)

Solskinsboller 🙂

Fremgangsmåde:

  • Rør gæren ud i en slat af det kolde vand.
  • Tilsæt herefter resten af vandet, salt, olie og honning og rør godt rundt.
  • Tilsæt melet lidt af gangen og rør det hele rundt med en ske til en klistret, jævn dej.

En røremaskine kan jo nok også bruges, men så smart-i-en-fart er jeg desværre ikke blevet endnu, og pengene gik i stedet til en ny MacBook 😉 Men skeen fungerede nu også ganske fint 🙂

  • Dejen dækkes til og sættes i køleskabet i mindst 6 timer (imens du putter under dynen f.eks.).
  • Dejen fordeles herefter med ske på en bageplade i ca. 10 lige store “bolleklatter”.
  • Bages til de er gyldne (ca. 20 min.) ved 220 grader i forvarmet alm. ovn.

Bon appetit! I kan jo lige nå at klaske en dej sammen i aften, så der er lune boller klar til søndagsbrunchen? 🙂