Kategorier

Håb og drømme for 2017

Wupti – så røg vi et godt stykke ind i 2017! Er I landet godt?😊

Et nyt år er altid skelsættende, men måske er jeg en smule for jysk til at sætte mig nogle store, specifikke mål for det halv-nye år, og for god en taber til at kæmpe inderligt for at opnå noget helt vildt.

Det lyder som lidt af en leverpostejstilværelse, men hvorfor lave om på et liv, der gør mig glad i maven? Katrine kan godt lide leverpostej!😄

Derfor får I i stedet mine håb og drømme for det halv-nye, smukke år 2017.

Jeg håber på og drømmer om:

  • Flere løbeture og gerne med færre kilo at bære rundt på. Løbeture gør mig glad i låget, og en lettere dunk vil uden tvivl gøre mit knæ godt. Må jeg hermed også indskyde håbet om et godt løbeår uden skader?
  • Jeg vil lære at turde køre bil. Og så tænker I nok: Jamen, Katrine! Du er jo en gammel kone på 30 år? Og ja, jeg er en gammel kone, men jeg har ikke brugt kortet siden min køreprøve som 18-årig😳 Jeg er PISSE ræd for at splatte nogen ud, og jeg føler mig generelt sindssygt sårbar bag et rat, så det kommer til at kræve mere mod end nogensinde. Puha, jeg bliver helt Svend Sved ved tanken, så det kommer til at trække tænder ud!
  • Jeg vil blive færdig med mine rejseberetninger fra Thailand. Indtil videre er det kun Bangkok, som er kommet i hus, så jeg mangler stadig Chiang Mai, Khao Sok, Koh Lanta og Koh Lipe. Dovne hund!
  • En god start på min nye diplomuddannelse i offentlig administration på VIA. Jeg har allerede været til første undervisningsdag, og det skal nok blive godt👍🏼 (Selvom jeg slet slet ikke glæder mig til at sidde ved det grønne bord igen!😳)
  • Endnu et dejligt år (og mange mange flere) som Jeppes kæreste. 2016 var mit første år, hvor jeg oplevede glæden ved at være en afsat kvinde hele året. And I love it!❤
  • 2017 bliver nok også året, hvor vi begynder at kigge lidt mere interesseret i mulighederne for at opgradere fra lejlighed til hus. Om det bliver i år, vi finder drømmehuset, er ikke til at sige, men husdrømmene spirer i hvert fald så småt. Jeppe er heldigvis også blevet ret tosset med Aarhus, så vi kender nogenlunde det ønskede postnummer. Vi må dog nok indse at 1. prioriteten, Åbyhøj, ikke er realistisk rent prismæssigt, så vi er i gang med at udvide vores postnummer-horisont, selvom det gør lidt ondt😉
  • Jeg drømmer også om at se endnu mere af verden i 2017. Hvor mon turen går hen i år? Vi lurer både på Barcelona, USA, Mallorca, Oslo, Caribien, Bornholm osv., så det er lidt en blandet landhandel😄 Mon ikke pengepungen og status på ovenstående boligdrømme bliver ret afgørende for rejseplanerne?😉

Er I kommet godt i gang med jeres 2017, og har I leverpostejshåb eller sigter I målrettet efter stjernerne?😊

Grinelisten

Sender smil og dårlig humor i jeres retning😉

Sender smil og dårlig humor i jeres retning😉

I de her mørke måneder, skal man fandme huske at grine! Måske vi kan inspirere hinanden til et lille smil i mørket?

Her er en lille spontan liste over, hvad der får mig til at grine:

  • De geniale karakterer fra Andersens Julehemmelighed. Det er min absolut favoritjulekalender, som blev båndet på VHS tilbage i 90’erne, og er set mindst 20 gange. F.eks. er jeg stor fan af Putte og Åse Andersens Mikado-fight. “Så tag den skide pind!”😄
  • Det her geniale klip og især Jeppes gengivelse af det😄 “Føøøøj, for helvede!”
  • Prutter. Jeg kan ALTID grine af en prut. Så simpel er jeg. Bum! Faktisk tror jeg ikke, at jeg kan blive bedste veninde med en, som ikke synes, at prut er sjovt!😉 (eller jo, jeg har en enkelt veninde, som ikke er den store prut-elsker, men hun er sgu dejlig på så mange andre måder, så hende lader jeg bare være med at prutte på)😉
  • Nu vi er ved emnet: mine veninder! Jeg er beriget med verdens sjoveste, festligste og rareste veninder, som altid kan bringe smil til en grå dag. Tak for jer! (også til dig, der ikke kan li’ prut)😄
  • Nikolaj Lie Kass’ dansemoves i “Sover Dolly på Ryggen”. “Ahuuua Aheiiiia, skal li’ igennem heeer”😄
  • Marens blog. Jeg har hendes kalender stående på jobbet, og den bringer glæde hver evig eneste dag. Hold nu kæft, hvor rammer hun plet på mange af hverdagens små skævheder!
  • String-Emil… Det er så modbydeligt, at det er sjovt! Tak til svoger for at præsentere mig for det lange, krusede hår😄
  • Duedamen af Peter Frödin. Brrrdrdrrr😄

Humor er selvfølgelig individuelt, så hvad får dig til at grine?😄

Mine rejsetips til Thailand #1

img_8560

Koh Lipe, oktober 2016


Så er det skisme en måned siden, at vi kom hjem fra vores fantastiske rejse til Thailand. Er det mon for tidligt allerede at savle efter at ville af sted igen?😄

Flere har efterspurgt noget “insider-viden” om Thailand, så jeg vil da gerne smide et par Thailand-tips i jeres retning, selvom jeg jo nok næppe kan udkonkurrere Lonely Planets altvidende rejsebøger😉

Det er klart, at jeg ikke ved ALT om Thailand efter at have været der sølle to gange, men her er en lidt blandet landhandel af gode tips til dig, som overvejer Thailand (eller måske allerede har bestilt rejsen?)😊

Der er ret meget at fortælle om, så dette indlæg koncentrerer sig om flybilletter/transport og overnatning. Herefter har jeg et indlæg på vej om økonomi, mad (but of course!) og ideer til pakkelisten😊

Transport
– de længere ture

Flybilletterne København-Bangkok t/r købte vi hjemmefra 4 måneder før afrejse til ca. 4800 kr. pr. mand, og til de længere indenrigsrejser (Bangkok-Chiang Mai, Chiang Mai-Surath Thani, Hat Yai-Bangkok) valgte vi også at købe hjemmefra. Momondo var en stor hjælp til at fremsøge de billigste flybilletter, hvor vi fandt billige billetter med flyselskaberne AirAsia og Thai Lion Air. Se evt. Momondos Thailands-sektion her, hvor man nemt kan fremsøge de billigste muligheder 😊

Infinity pool, Lalaanta Hideaway Resort

Infinity pool, Lalaanta Hideaway Resort

Ved indenrigsrejser (og rejser til andre steder i østen) er AirAsia er oftest det billigste selskab at flyve med, MEN det er vigtigt at huske, at man ved AirAsia skal tilkøbe ekstra checkin bagage, hvis man har mere end 10 kg håndbagage med (hvilket man jo oftest har). Med Thai Lion Air var der derimod inkluderet 15 kg’s checkin bagage i prisen – udover håndbagage -, så det skal helt klart tages med i overvejelserne, da det kan udligne prisforskellen.

Transport
– de kortere ture

Et er at have styr på de længere ture, men jeg har et stort hjerte for planlægning, så jeg panikkede lidt over, at jeg hjemmefra ikke vidste, hvordan vi kom fra A til B på de lidt kortere indenrigsture på 2-5 timer😄

Mit bedste råd er dog: der er absolut ingen grund til panik! Thailand er uden tvivl det nemmeste land at rejse rundt i, for lige meget hvor man skal hen, er der altid et lille turistkontor lige om hjørnet, som billigt kan arrangere rejsen, fortrinsvis med minibusser👍🏼 Alt glider glat, chaufførerne kommer til tiden, og man er fuldstændig i trygge hænder. Så bare slip kontrollen og hop på en minibus, når det passer jer😊

Til de helt korte ture rundt i byerne er kørsel med tuk tuk et must. Husk at prutte om prisen og hold godt fast, for det kan godt gå vildt for sig!

Overnatning

Ligesom med alt andet, er Thailand også billigt, når det kommer til overnatning. Det skal dog understreges, at vi var af sted i lavsæsonen, så priserne er nok noget højere, men stadig billige, i højsæsonen.

Vi brugte et mix af Trivago og Tripadvisor til at finde frem til de bedste overnatningsmuligheder til den billigste pris. Det er en god idé at booke værelser som gratis kan afbestilles igen, da rejseplaner nemt kan ændre sig. I lavsæsonen er det især rart at kunne ombestemme sig, hvis der er regn i sigte, og man derfor vælger en anden destination end først planlagt.

Det smukkeste badeværelse på hotel Chaw Ka Cher, Koh Lanta

Det smukkeste badeværelse på hotel Chaw Ka Cher, Koh Lanta

Jeg vil anbefale følgende hoteller:

  • Bangkok: Mandarin Hotel
    Kort fortalt: Ret fancy-pancy hotel med skinnende gulve og højt serviceniveau. Tæt på alle de store shoppingcentre, fin pool og ikke mindst: et japansk toilet med numseskyller, blæser und alles😂
    Hotellet er generelt lidt pebret, men vi fandt det til sølle 225 kr. pr. nat.
  • Chiang Mai: Nap in Chiang Mai
    Kort fortalt: Meget centralt lige ved natmarkedet. Højt serviceniveau med engelsktalende medarbejdere (dette er ikke altid en selvfølge i Thailand). Store, flotte værelser til prisen (vi gav 210 kr. pr. nat)😊
  • Koh Lanta: Chaw Ka Cher
    Kort fortalt: Flotte værelser og virkelig smukt badeværelse med åbent til nattehimlen. Meget venligt personale og en fin lille pool. Ligger et par kilometer væk fra butikkerne, men stadig i gå-afstand til både butikker, strand og restauranter. Pris: 260 kr. pr. nat.
  • Koh Lanta: Lalaanta Hideaway Resort
    Kort fortalt: Laaaangt væk fra alt! Kærestetid, afslapning og god atmosfære er i højsædet her. Lækker pool og restaurant midt på stranden. Værelserne var helt fine, men ikke de flotteste, vi boede på i Thailand. Alligevel blev det dog mit favorithotel på grund af den øde placering og stilheden. Vi gav 400 kr. pr. nat.
  • Koh Lipe: Mali Resort Pattaya Beach
    Kort fortalt: Lækker placering lige ved vandet, luksus, nærværende personale, og smukt badeværelse med åbent til himlen. Vi valgte et smukt “Bali Room” på første parket til 800 kr. pr. nat.

Måske I også har nogle gode tips til Thailand derude, eller måske I har nogle ønsker til mit næste indlæg om Thailand?☀