Forfatterarkiv: katrine_hyggehytten

Den lykkelige flypassager

img_7404Dette indlæg er startet 11 km oppe i himlen, hvor jeg pt. sidder med måsen godt klemt ned i et Norwegian-sæde😊 Jeppe og jeg er endelig på vej mod vores store drøm: 3 fantastiske uger i Thailand❤️
Det føltes som i går, at vi bestilte flybilletterne, men de sidste fire måneder er fløjet af sted, og nu er det endelig alvor!
Jeppes søde forældre kørte os til Kastrup, og jordens skønneste svigermor havde endda været tidligt oppe for at smøre madpakker til os: frikadeller, roastbeef- og flæskestegsmadder. Behøver jeg sige, at jeg er fan af hende?😉

Vores drømmerejse starter ud med to dage i Bangkok, hvor planen lige nu er nogenlunde som følger:

* Udforske den vilde storby
* Besøge en slangefarm
* Se en blodig omgang thaiboksning
* Et smut i biffen, hvor man i dén grad får VIP-behandling
* Nyde livet og hinanden

Vi har nu været ombord på flyet i 4 ud af 11 timer, og jeg nyder hvert eneste sekund. Et er, at der er gode film på programmet, masser af snolder i tasken og en masse fantastiske oplevelser at se frem til, men nydelsen topper ved tanken om ham, jeg skal dele oplevelserne med❤️

Jeg bliver simpelthen så rørt, når jeg kigger over på Jeppe, som sover så sødt ved min side❤️ Tænk, at jeg endelig har fundet min jackpot!😍

1 år

❤️

❤️

I dag er det 1 år siden, at jeg med røde kinder overrakte Jeppe et helt særligt brev i det smukkeste efterårsvejr i en nøddeplantage på Endelave. Det lød nogenlunde sådan her:

“Der gik ikke længe, før du skruede op for charmen
Dengang jeg mødte dig nede i varmen

Syntes den gamle kone var lidt sød
Så du håbefuld på mojitos bød

Vi nu mange drømme dele
Mon vi når det hele?

Tak for mange kys og smil
Og fordi du har kørt mange tusinde mil

Du er det helt perfekte
Med dig er følelserne helt ægte

Så jeg håber ikke, at du siger nej
Nu hvor jeg spørger, om du vil være kæreste med mig?”

Jeg glemmer aldrig det varme kram og smækkys Jeppe gav mig, da han havde læst brevet. Han behøvede ikke at sætte ord på sit svar❤️

Jeppe mødte mig på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke havde troet, at kærligheden skulle dukke op. Han gjorde mig til en lykkelig, åben, kærlig, følsom og forelsket pige på ganske få måneder, og det er jeg ham så sindssygt taknemmelig for. Siden vi mødtes, har vi været nærmest uadskillelige, og jeg har haft det mest fantastiske år sammen med den mand, som jeg for altid vil være stolt af at have ved min side❤️

I aften vil vi nyde kærligheden herhjemme i Hyggehytten med lækker mad, kys og drømme om fremtiden❤️

Update på “Farvel hyggedunk”

imageJeg skylder jer efterhånden en update på projekt “Dunk på skrump”. Sidst I hørte om projektet, havde jeg været en værre bandit, som dog alligevel havde formået at holde mig selv i ørerne mht. madmængderne. Sådan er situationen stadig, selvom jeg dengang mente, at NU skulle jeg nok komme op på hesten igen😉 Ak ja, den kære, slatne rygrad…😁

Min største udfordring er, at jeg stadig kæmper med at komme i gang med løbeturene igen, da mit knæ har drillet i flere uger, og det har virkelig ramt mig på humøret og dermed troen på, at et vægttab er realistisk. For jeg VIL fandme kunne æde lækre sager, selvom jeg er på skrump, hvilket jo desværre kræver noget sved på panden som byttehandel😊

At ty til alternativer…

imageDa jeg har været udfordret med løbeturene, har jeg i stedet måtte ty til alternativer. Faktisk kan jeg prale af, at jeg er blevet ret sej til at komme op om morgenen ca. hver anden dag, og nappe en halv times styrketræning i stuen, inden jeg ruller mod jobbet. Tænk sig, – det havde jeg faktisk aldrig troet om mig selv! Et er, at styrketræning altid har kedet mig, men at jeg endda har selvdisciplin nok til at gøre det derhjemme, er jeg faktisk ret imponeret over!💪🏼

Faktisk har jeg netop opdaget antydningen af en overarmsmuskel, som jeg er ret sikker på, aldrig har set dagens lys før – HUAHH! Bodybuilder coming up!😉

Et andet vigtigt alternativ er, at jeg har skiftet rugbrødsmadderne ud med en salatboks til frokost på jobbet på alle hverdage😊 Det er en lidt pebret løsning, men jeg vil gerne investere lidt i at få en masse grøntsager i kroppen, så hip hurra for mix-selv-salat på VUC Aarhus😉

Resultatlisten

Status er alt i alt, at det går laaaangsomt men sikkert fremad, selvom jeg stadig er en bandit med maden lidt for ofte. Centimetermålene ser derfor således ud:

  • Dunk: 97,5 cm (-3,5 cm i alt)
  • Mambomås: 105,5 cm ( – 3,5 cm i alt)
  • Lår: 61,5 cm ( -3,5 cm i alt)
  • Talje: 83,5 cm (´-3 cm i alt)
  • Bryst: 94,5 cm ( – 4,5 cm i alt)
  • Arm: 32 cm (-1 cm i alt)
  • Ryg (målt under brystet): 84 cm ( -2,5 cm i alt)

I alt har jeg tabt: 21,5 cm – YAY!😄